I dag har været en meget stor dag.
Jeg har vidst i et par uger, at jeg var ved at være færdig med min roman. Det har været fantastisk, ubegribeligt, skræmmende.
I går mailede jeg med L., jeg ville høre, hvornår han havde tid til at læse mit manus, fordi jeg i den grad stoler på hans vurdering. Det kunne blive til Sankt Hans – han er meget ophængt – det vidste jeg godt.
Jeg gik i tænkeboks. Hvad nu? Jeg følte et behov for at afslutte. Jeg synes det var længe at vente. Og så pludselig vidste jeg præcis, hvad jeg ville gøre.
I dag gjorde jeg mit manus færdig. Der dukker hele tiden småting op, som kan forbedres. Det vil der såmænd nok også blive ved med. Det tog tid – længere tid end jeg havde regnet med. Opdagede i sidste øjeblik en nummereringsfejl og måtte printe igen igen fra side 39 – øv. Fik skrevet følgebrev, fik lagt det hele i en kuvert.
Så cyklede jeg ind til Klareboderne og gik ind i receptionen for at aflevere det. Receptionisten spurgte om det var et manuskript – om ikke jeg hellere ville gå op i redaktionen, aflevere det og få en kvittering. Det ville jeg gerne.
Det var virkelig med ærefrygt at jeg gik op af trappe A og ind ad døren til den skønlitterære redaktion. Et stort forværelse. Mahogni. Dueblå vægge – blå er min farve. En meget sød pige tog imod mit manus og ville skrive en kvittering til mig. En kvinde som så ud til at være på min alder kom ud og skulle spørge hende om noget – hun må have været redaktør. Tror jeg. Hun kiggede lidt på mit følgebrev – jeg tænkte, det må du gerne tage med hjem i weekenden og kigge på! Der kom en mand ud, han har nok været midt i fyrrerne, de skulle åbenbart have møde, han spurgte til nogle ting. Det fik mig til at savne min jobidentitet, jeg savner virkelig den der følelse af at være kompetent.
Jeg fik min kvittering, jeg sagde tak og god weekend.
Jeg skulle til yogaafslutning, jeg kom for sent, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg cyklede til Studiestræde med et kæmpe smil på læben, jeg havde afleveret mit manus, det er noget jeg har drømt om hele mit liv, lige siden jeg var en lille pige. Det er bare så ubeskriveligt stort.
Efter yoga gik vi på Paludans Bogcafé for at drikke kaffe – det var jo meget passende. Jeg tænkte på at jeg startede på yoga i slutningen af januar – hvor jeg ikke anede om jeg ville lykkes med mit projekt. Jeg har været utrolig glad for det hold, der er en god stemning og en dygtig lærer. Så det var meget passende at jeg afleverede mit manus samme dag som jeg afsluttede yoga.
Her til aften har jeg lavet kanin i hvidløg, dijonsennep og creme fraiche og drukket et par glas god rødvin. Jeg har reflekteret over de sidste måneder, tænkt over fremtiden, hvad der sker, hvad nu med mit manus, hvor godt er det. Lige nu er jeg i fred med det hele og meget stolt og glad. En god aften og en stor dag.
