Sider, sider, sider

Det vigtigste lige nu er at skrive sider. Bare skrive, skrive, skrive, så jeg får indholdet ned på papiret og kan begynde at bearbejde det.

Og så går alt for meget af dagen alligevel med overspringshandlinger. Yoga fra morgenstunden, bad, te, yoghurt, avis, tænde computer..... åh for resten, der var lige noget jeg skulle tjekke på nettet, og så er formiddagen gået.

Ud at gå tur. Sneen stilnede af, temperaturen vippede mellem plus og minus. Der er stadig masser af sne. I Irma, hjem med Weekendavisen, frokost, læsning. Behageligt men ikke det jeg har brug for.

Kom derfor alt for sent i gang. Tænkte at jeg lige så godt kunne komme i gang med Del 3. Så dukkede der noget op – London. Noget jeg helt havde glemt. Jeg tænkte, det skal da ikke ind her – men nu skriver jeg det. Og det gjorde jeg. Så skulle jeg lave aftensmad, og mens jeg satte fisk i ovnen og kogte ris og ærter kørte det der London ophold rundt i baghovedet. Og det gik op for mig, at det lige netop er indledningen på Del 3, og at jeg kunne se, hvad der så skal ske.

Det var et rigtig godt tegn at jeg fik fat i noget jeg ikke selv havde tænkt på. Nu har jeg en fornemmelse af, hvordan jeg kommer videre. Men jeg skriver simpelt hen ikke nok, og jeg ved det. Jeg har ikke bare travlt, jeg har rigtig travlt hvis jeg skal nå det jeg gerne vil.

I morgen skal jeg til frisøren, så går det meste af dagen med det. Jeg skal ikke desto mindre videre med Del 3 så jeg ikke taber tråden.

Struktur

I går fandt jeg en oversigt over romanens struktur frem. Noget jeg lavede for længe siden og har arbejdet udfra. Jeg kunne se, at en del skal ændres ud fra det, jeg ved nu, men det er stadig romanens indhold. Jeg rettede oversigten igennem.

I går og i dag har jeg inddelt de nye tekster fra februar og januar i Del 1 og Del 2. Jeg fandt de tekster frem som jeg har skrottet. De er ikke gode nok, men det er stadig indhold som er romans fundament. Jeg satte alle de tekster jeg tror jeg kan bruge ind i den nye Del 1 og Del 2, skrev det hele igennem så der er overensstemmelse i synsvinkel og tid.

Der er også en Del 3, men den ved jeg mindst om. I morgen vil jeg lige se på, om jeg har noget gammel tekst der skal ind der. Det er også meget muligt at nogle af barndomserindringerne skal ind her, men det ved jeg ikke endnu.

Jeg skal have produceret mere tekst så jeg har et slags skelet. Så skal jeg læse det hele igennem og i gang med at rendyrke det.

Gik en tur midt på dagen. Følte mig pludselig så lykkelig da jeg travede af sted ved volden i snevejret. Over at jeg har mulighed for at koncentrere mig om romanen, at jeg er hjemme i dette fantastiske vejr. At jeg så kan blive helt deprimeret over at kulden ser ud til at fortsætte, at bilen er begravet i sne og is, at jeg ikke kan komme ud at løbe, udelukker ikke den glæde jeg også føler.

Er begyndt at læse Hertha Müller. Det er så stærkt. En fantastisk oplevelse der i den grad kræver mig og optager mine tanker.

I forgårs var jeg på nettet og se på jobopslag. Gik fuldstændig i panik fordi der ikke rigtig var noget, jeg havde lyst til at søge, og jeg blev bange for at jeg ikke finder noget inden fritstillingsperioden udløber. Men jeg nyder alligevel at have denne tid til min roman, og når jeg virkelig bruger tiden og får arbejdet, så får jeg også selvtillid og tro på at det hele nok skal lykkes.

Magi

I eftermiddags gik jeg tur ved volden i et lettere mismodigt humør. Himlen var grå. Sneen dalede. Pludselig slog det mig, jamen det er jo fortryllende – magisk. Ro, mange fugle, fuglesang, fordi venlige sjæle har sørger for fedtkugler på træerne og lagt korn i sneen. At det er isvinter netop i år, hvor jeg er hjemme om dagen. Jeg gik alene ved det snedækkede vand, og jeg tænkte, jeg skal nyde dette, dette mellemrum jeg har fået, jeg skal bruge det. Havde netop tænkt tanken, da en ung fyr kom gående imod mig og pludselig, meget elegant, slog en kolbøtte på stien. Som en lille opvisning for mig. Det lignede noget, han længe havde haft lyst til – eller måske endda øvet sig på, stien var jo glat og fin af sne. Fantastisk. Vi smilede til hinanden og gik videre i hver sin retning.

Skrivningen.... Det er bare så svært. Kaos. Rod. Hvad gør jeg... forsøger at skabe sammenhæng, men skal jeg hellere lade det stå usammenhængende som det er? Hvordan skabe et autentisk univers.

Havde ikke tænkt over, at det er vinterferie, så jeg har selskab af underbo & barn, eller sådan føles det, så lydt som her er. Men når sandt skal siges, så snart jeg er optaget af at skrive, registrerer jeg det knap nok.

Drømmen om at hvis jeg knokler vil magien opstå i skriften, jeg vil vide præcis hvad jeg skal, det vil ske af sig selv.

Men jeg er der ikke endnu. Langtfra. 

Just Kids

Det er en mærkelig tid, det går op og ned. Jeg går rundt og rundt om computeren, men nu har jeg siddet en times tid, jeg har faktisk skrevet lidt videre på den side, jeg lavede i går, og jeg synes det går den rigtige vej. Der er intensitet i teksten. Der er nærvær.

Nu skal jeg fokusere og arbejde videre.

I dag har jeg læst det meste af Patti Smiths erindringsbog Just Kids. Det er meget rørende læsning om hendes forhold til Robert Mapplethorpe, deres ungdom, deres vej til succes.

Horses kom i 1975. En uforglemmelig oplevelse. Jeg hørte den i døgndrift. Hendes intensitet, stil, styrke og karisma var skelsættende. Hendes koncert i Daddy’s Dance Hall i 1976 få måneder efter at Bowie spillede i Falkoner Teatret fuldendte et fantastisk stærkt år.

Patti Smith i et interview i NME i midt 70’erne: ”When I’m 40 I’m gonna start wearing little black cocktail dresses...” Ha. Hun er stadig pigen i genbrugsbukserne, jeans eller chinos. Androgyn var det ord, der engang blev brugt om hende, men på en eller anden måde ikke rammende. Hun er meget feminin. Synes jeg.

Kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det. Svinger. Men synes jeg er begyndt at føle mig lidt stærkere igen, selv om jeg stadig er meget ked af det indimellem.

Høre New Order mens jeg arbejder. Det er god baggrundsmusik. New Order i Saltlageret i 1983 – en anden uforglemmelig oplevelse.

Der er godt at have i bagagen. Det jeg ikke kan glemme. Just Kids.....

Spor

I går var jeg ked af det. Skrev lidt videre på romandokumentet og blev mere og mere i tvivl. Spurgte mig selv om jeg ville have mod til at skrotte det, beslutte mig for, at jeg ville tage fat et helt andet sted. Det kan jeg blive nødt til, jeg kan ikke blive ved med at slå mig til blods på det her.

Gik rundt om mig selv. Satte mig sidst på eftermiddagen i et mere meditativt humør. Så skrev jeg et digt. Tænkte – hvor kom det lige fra. Tænkte på, om det var det, jeg skulle. I stedet for romanen.

Vågnede om natten og syntes pludselig jeg kunne se indledningen til romanen. Jeg så hovedpersonen, så hvad der skete, hvordan jeg kunne inkorporere nogle af de stumper og stykker jeg har skrevet. Jeg tænkte ok, vi får se.

I dag gik jeg igen rundt om den varme grød. Jeg turde simpelthen ikke skrive det, fordi jeg var så bange for at blive skuffet.

Endelig åbnede jeg dokumentet. Skrev den første side igennem sådan som jeg havde forestillet mig. Synes det fungerede. Printede bare den ene side.

Så skulle jeg til yoga. Det var godt. Roligt og koncentreret. Hjem igen. Turde ikke læse min ene side. Så jeg læste lidt mere Coetzee, ryddede op. lavede mad, spiste.

Nu har jeg læst det. Jeg tænker: måske. I hvert fald er der et spor jeg kan følge. 

Har haft det lidt bedre i dag end de sidste dage. Håber det er tegn på at jeg for alvor er ved at være på sporet. 

På med vanten...

I går besluttede jeg mig for at printe og læse alle siderne. Det var faktisk godt. Følte at der var noget der fungerede og noget der ikke fungerede. At jeg kunne arbejde videre med det. Men synes alligevel ikke, jeg kommer nogen vegne.

Var hos W. Fik talt om vigtige ting. Jeg er bange for, at jeg ikke kommer igennem denne krise, at intet bliver godt, at jeg ikke realiserer det, der er vigtigt for mig. Hun spurgte om det også gjaldt romanen, om jeg heller ikke tror, der kommer noget godt ud af at skrive den. Umiddelbart kunne jeg ikke se det, jeg har hele tiden følt mig overbevist om, at hvis jeg kunne skrive romanen og føle den var god så ville jeg være tilfreds. Men nu er jeg blevet i tvivl. Jeg kan se, at det er en fantasi. 

Jeg har læst mange interviews hvor forfattere taler om at starte skriveprocessen med en forestilling om, hvor de vil hen. Men så ender det et andet sted.

Forestillingen om den perfekte bog som bliver afløst af virkeligheden – den virkelige bog. Måske en virkelig god bog. Måske bare et manuskript der havner i skrivebordsskuffen. Der er ingen garantier.

Sagen er den, at jeg har drømt om at der ville vise sig en vej, en form, en stemme, men jeg er sådan i tvivl. Der er så meget der ikke fungerer. Det er det samme hele tiden. At jeg skriver de samme scener om og om uden at de kommer til at fungere, og at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre for at det skal lykkes.

Tænker på om jeg skal skrotte romanen og gå et helt andet sted hen kunstnerisk. Men flytter ”nissen” så ikke bare med – den nisse der siger, dur ikke, kan ikke?

Er der noget jeg kan gøre for at det skal lykkes? Hvordan åbner jeg op?

Det bedste i dag har været at gå tur og tage billeder. Det nyder jeg. At fastholde øjeblikket. De otte billeder jeg tog i dag har jeg lagt som baggrund på skrivebordet, hvor de skifter.

Jeg fik læst alle siderne og rettet dem igennem på papir. I dag har jeg været alle januarsiderne igennem og rettet dem på skærmen. Det er ok, og jeg skal også printe dem og rette og printe februarsiderne. Men det er ikke godt nok. Jeg har bare ikke landet det, og jeg ved det.

På med vanten....

Krise

Lige nu har jeg lyst til at løbe skrigende bort, finde mig et job, bare et eller andet job, så jeg kan komme ud af min lejlighed, få en hverdag sammen med andre mennesker, stå op om morgenen og tage af sted.

Det føles som om den sidste uge har været den værste krise endnu, og jeg holder ikke ud, at jeg ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan kun skrive i korte stræk. Jeg synes ikke, det jeg skriver fungerer kunstnerisk.

I går aftes gik det op for mig, at jeg havde sprunget noget over – jeg manglede at skrive om en lærer, som betød uendelig meget engang. Jeg måtte op af sengen og ind i skrive en lap til skrivebordet for at være sikker på, at jeg huskede det. Jeg var sikker på, at weekendens krise hang sammen med, at jeg undgik at skrive om denne centrale person.

Hele formiddagen gik jeg som katten om den varme grød. Så gjorde jeg rent for dog at få udrettet noget. Det hjælper altid at lave noget praktisk. Ud og gå, i vaskekælderen, til Lagkagehuset efter rugbrød.

Hjem igen og tændt for computeren. Men jeg kunne ikke skrive det jeg gerne ville.

Fik lidt hul på det her til aften, men synes ikke, det fungerer.

Kunne mærke, at jeg måtte slippe det. Videre i teksten. Det syntes jeg heller ikke jeg kunne.

Så kom jeg i tvivl om det hele. Projektet som helhed. Det er bare så hæsligt.

Jeg må kæmpe videre i morgen, hvor jeg også skal se W. og kan få hendes input.

Tungt

Det hele er tungt for tiden. Kæmper for at få skrevet, men det er en hård kamp. Jeg har det godt, når jeg sidder ved iBook’en, så det er svært at forstå, at det er så svært at komme i gang, men det er det altså.

I dag og i går har jeg skrevet nogle ungdomserindringer. Første kærlighed. Det gjorde mig ked af det. Det er hårdt at se på alt det, jeg ville ønske, jeg havde kunnet håndteret anderledes. Bedre.

Ude hos mor og far i går og kom så sent hjem, at jeg for første gang i år ikke fik lavet et indlæg. Det understreger bare, at det er tungt lige nu.

Vinteren har bidt sig fast, og charmen er til at overse. Jeg kunne godt have lånt viceværtens skovl og skovlet min bil fri, men jeg kunne ikke overskue at parkere, når jeg kom hjem. Så jeg måtte med metro og tog. Surt.

Jeg havde lovet mor at lave forret og tage nogle småkager med til kaffen. Jeg købte varmrøget laks i Fiskehuset i Holmbladsgade, lavede en forret med laksen, lime, dild, forårsløg, creme fraiche og rosa peber på ristet ciabatabrød fra Lagkagebageren. Og så bagte jeg ingefærsmåkager. Jeg hyggede mig med det, men jeg tror, jeg endte med at blive frustreret over, hvor meget af min tid det tog, og hvor meget der gik fra min skrivetid.

I dag droppede jeg rengøringen, fordi jeg syntes, jeg blev nødt til at skrive igennem. Jeg kan ikke fordrage at være heroppe når der er rodet og nusset, og det er her så, hvilket ikke hjælper på humøret. Det mest frustrerende er, at jeg ikke kan løbe i det her vejr. Det der endorfin rush kunne jeg virkelig bruge lige nu.

Øv, øv og atter øv. Det eneste gode for tiden er, at jeg alligevel kan mærke, at jeg mere og mere er inde i romans sprog og univers, at det glider, når jeg skriver. 

Fristelse

Møgdag, har ikke fået skrevet, bare haft dokumentet åbent og set på det. Angsten, hvad nu hvis jeg ikke kan? Hvad nu hvis ikke jeg gør det, ikke engang prøver, ikke skriver det færdigt.

Tiden der smuldrer. På biblioteket. Hos Perch efter grøn te. Til yoga. Hjem igen. Læse om ’Naturlig overgangsalder’. Undskyld er det her virkelig mit liv? Da Doris Lessing skrev om sine menstruationer i Den gyldne notesbog var det grænseoverskridende, men hedestigninger er ligesom en helt anden boldgade.

Spise. Læse. Coetzee: Summertime. Hovedpine og kan ikke koncentrere mig fordi jeg ikke har fået skrevet det jeg skulle i dag.

Jeg havde tænkt at jeg ville gemme cd’erne til i morgen og starte på en frisk, men fik jeg lyst til at høre New Order. Satte Retro på.

Heaven, a gateway, a hope

Just like a feeling I need, it's no joke

And though it hurts me to see you this way

Betrayed by words, I'd never heard, too hard to say

Up, down, turn around

Please don't let me hit the ground

Tonight I think I'll walk alone

I'll find my soul as I go home

Det ramte mig. Pludselig var de her pludselig alle sammen, de døde og de levende. De levende døde.

Jeg lyttede, og mens hedestigninger bølgede padlede jeg rundt i dette hul i tiden: Nå min pige, er du her virkelig endnu. Det lå ikke ligefrem i kortene dengang, eller gjorde det? Og hvad vil du så med det. Hvad vil du med det hele.

Each way I turn, I know I'll always try

To break this circle that's been placed around me

From time to time, I find I've lost some need

That was urgent to myself, I do believe

Jeg bliver så frustreret når tiden smuldrer som i dag. Hvad gør jeg i morgen – stå tidligere op. Yoga. Grøn te.

Udrette noget. Bruge det til noget.

Trangen til at være levende. Levende og åben. Lysten til at det uventede skal kunne ske.

Oh, you've got green eyes

Oh, you've got blue eyes

Oh, you've got grey eyes

And I've never seen anyone quite like you before

No, I've never met anyone quite like you before

Nu sidder jeg alligevel ved computeren. Så måske skal jeg sign off her og åbne romandokumentet.

Bolts from above hurt the people down below

People in this world, we have no place to go

Oh, it's the last time

Oh, I've never met anyone quite like you before

Oh no, I've never met anyone quite like you before

Bekymring

Om natten skriver jeg mange sider i tankerne, om dagen går det lidt langsommere, men jeg får skrevet mere og mere for hver dag der går. Det glider når jeg sidder ved computeren, men så snart jeg rejser mig, bliver jeg i tvivl. Jeg føler jeg må følge den tråd, der er, gå ind og dykke ned. Men jeg ved ikke, hvad der skal bruges i sidste ende. Det virker så uoverskueligt.

Jeg har fået nogle gode kontakter på Linkedin – folk jeg ikke har været i forbindelse med længe. Det er godt.

Sidder her og er presset og bekymret, synes der er noget jeg skal have skrevet som jeg ikke fik skrevet i dag, og får jeg det så skrevet i morgen? Har jeg fat det rigtige sted, burde jeg gøre noget andet? Tænker at jeg nok må vænne mig til den bekymring, for den vil være min følgesvend indtil jeg er færdig med min roman. Det er bekymringen der presser mig til at kunne nå lidt mere.

Hård hud

I biffen med min far og ude at spise. Vi så Up in the Air med George Clooney og den var faktisk god. Mainstream når det er bedst. Far spurge om det ikke var for meget for mig med alle de fyringer, men det mente jeg godt, jeg kunne abstrahere fra. Det var dog alligevel lidt råt må jeg sige.

Har samlet op på Linkedin i dag. Lavede en dum fejl i mit engelske cv som jeg skal have ryddet op i. Jeg ved godt, jeg skulle have lavet en ordentlig linje for linje korrektur, men det fik jeg ikke gjort. Nå, der er ikke så mange der har set det endnu, men det irriterer mig.

Det der Linkedin kræver altså lige lidt hård hud. Der er da nogle, som ikke har svaret mig, og hvor det faktisk har såret mig lidt. Så er det at tage fat i mig selv, holde fast i, at jeg ved, hvad jeg selv tænker og føler om de andre, og de har så deres grunde til at gøre, som de gør.

Det har været en dag, hvor romanskrivningen gik langsomt. Jeg var på nettet, og så gik iBooken i selvsving, og jeg lukkede ned. Da jeg tændte den igen var der en ’recovered file’ som jeg slettede. Det viste sig, at det var dokumentet, jeg havde siddet og skrevet i, og at det var forsvundet. Jeg blev simpelthen så ulykkelig, og det gik op for mig, at selv om jeg ikke følte, jeg havde skrevet vildt meget, så havde jeg lagt tanker og følelser i det jeg havde fået skrevet og jeg kunne virkelig ikke bære, at det var væk.

Heldigvis lykkedes det alligevel at finde filen.

Aftenen med far satte flere tanker i gang. Filmen handlede om livsvalg, om relationer, om familie.

Den vedvarende bevægelse mellem sorgen over det, jeg aldrig får, og lysten til at bruge de muligheder jeg har.

Den værgen jeg fortsat føler over for skriveprocessen. At jeg lige skal tvinge mig selv til computeren hver dag. Vil den forsvinde? Vil lysten til at skrive blive stærkere end modstanden?

I must make more maps

CV og Linkedin tager tid og opmærksomhed. Det har været grænseoverskridende at sende invitationer til folk. Heldigvis har jeg fået en del søde svar fra folk, jeg har mistet kontakten med, så det har været fint. Men pludselig er jeg på jobsøgning, og så forsvinder fokus fra arbejdet med romanen.

Fik en mail angående projektleder stillingen. Det er ikke lige nu – heldigvis. De vender tilbage. Jeg blev helt desperat ved tanken om at skulle i arbejde allerede nu. Der er så meget jeg skal nå.

Hos W. i dag. Snestorm. Tog metroen til Kgs. Nytorv, gik i Magasin og købte Chanel 505 Particulière, den mest udsøgte muldvarpegrå neglelak. Alle mine negle knækker i kulden, men håbet er muldvarpegråt. Spadserede ad Store Kongensgade mod Østerbro, havde medvind, nød det og reflekterede over, hvordan det ser ud for mig, nu hvor vi er i februar.

Jeg talte med W. om, at jeg har nået mine mål for den første måned, og det er en god følelse. Men det virker skræmmende at jeg nu skal bevæge mig fra ”at komme i gang” med at skrive til ”at være i gang” med at skrive. Jeg skal skrive meget mere end jeg havde forestillet mig, og jeg skal slippe kontrol. Processen og arbejdet skal have lov til at få sit eget liv.

Hvad er det, jeg er ved at skabe? Et kunstværk eller et misfoster?

Any day I may litter puppies

Or mother a horse. My belly moves.

I must make more maps.

Angsten for at få et vanskabt ”barn”. Eller angsten for at få et ”barn” der bare er mit – og som ingen (af samme grund?) kan lide.

Angsten for at processen bliver kaotisk og uoverskuelig. Hvad den måske også bliver. Hvad den også er nødt til at være for at romanen kan blive til noget virkeligt. Noget skabt, ikke noget villet, ikke en fantasi.

Sætte mig og samle det hele til sidst, alle stumperne og stykkerne, se om puslespillet bliver færdigt, alle brikkerne er der. Hvordan det ser ud.

Goddag februar

Første dag i februar har været forvirrende. Jeg kom sent i seng i går aftes, fordi jeg havde knoklet med mit cv og med at få lavet min profil på Linkedin og få sendt invitationer til mine tidligere kollegaer. Vågnede meget sent. Følte mig træt.

Var ude at gå, kiggede butikker i Torvegade  trængte til at tænke på noget andet. Havde lige sat mig til computeren, da en af mine kolleger ringede angående en jobmulighed.

Det er hos en tidligere leverandør. Jeg kan rigtig godt lide den virksomhed og havde et fantastisk samarbejde med min kontaktperson. De skal måske bruge en projektleder, da de er ved at få en stor ordre hjem. Så det var virkelig spændende.

Jeg havde jo heldigvis mit cv på plads, men alligevel gik der i hvert fald en times tid med at læse korrektur og rette lidt i det. Så fik jeg det sent af sted. Talte også i telefon med en anden god kollega.

Det var fint nok, men så var jeg helt rundt på gulvet. Træt og forvirret. Hvad sker der med min roman, hvis jeg får job lige om lidt? Jeg blev ked af det og bekymret. Også bekymret fordi jeg stadig tvivler på min egen motivation.

Træt, træt, træt. Får jeg skrevet den bog færdig? Har jeg det, der skal til? 

Klokken var halvti, da jeg endelig fik tændt computeren. Og har skrevet over tre sider på halvanden time. Det går jo simpelthen rigtig godt. Det er så dejligt.

Ja, jeg vil det her. Det er MIT. Og jeg vil det. Så jeg er meget lykkelig over at føle, at jeg har rigtig fat.