mandag den 29. marts 2010

Mildere


Mandag aften. Der har været sådan en ro i dag, jeg arbejder ret godt. Har til min overraskelse skrevet en del på slutningen de sidste dage. Ellers bakser jeg med del 3. Keats dukkede op og jeg har på fornemmelsen at han kommer til at fylde noget i romanen – igen til min overraskelse.

Så lige på nettet at der er udkommet et udvalg på dansk af Ekelöfs prosa, det vil jeg købe inden helligdagene, så er jeg i godt selskab.

Men ellers læser jeg ikke rigtig noget. Det forstyrrer mig, jeg har ikke lyst. Skriver eller ser fjernsyn eller laver ingenting. Går tur. Sover til middag.

Nu hvor det er blevet mildere er der så mange mennesker nede ved volden. Savner mine ensomme snevandringer.

Har en periode hvor jeg synes jeg enten skriver eller græder. Græder eller skriver. Græder over alt muligt og er bange for alting.

Gør ikke en pind for at søge job. Det forstyrrer mig alt for meget lige nu, men lidt galgenhumoristisk må jeg sige, at jeg kan blive rigtig meget mere forstyrret når min løn holder op med at rulle ind til maj.

Skal til vikarbureau efter påske, håber der sker noget der.

Skal huske:
  • At få fat i den straffeattest vikarbureauet har bedt om. 
  • Og jeg skal have rettet mit cv. 
  • Skal spørge H. om jeg må bruge ham som reference og så skal jeg rykke ham for anbefaling til Linkedin. 
  • Købe skohorn og skocreme. 
  • Hænge lampe op. 


Holde lidt fast i hverdagen.

onsdag den 24. marts 2010

Forår

Lytter til soundtracket fra Brokeback Mountain. Giver dejlig ro som jeg trænger til.

Desværre føler jeg mig lidt sløj, bange for at jeg bliver syg, det kan jeg slet ikke overskue. Jeg drikker Echinacea og håber på det bedste. Måske havde jeg for lidt tøj på da jeg var ude. Måske er jeg bare hamrende presset - økonomi, jobsituation.

Men i går var jeg ude at løbe for første gang i år. Det var så fedt.

På Diamanten og hente en bog om Emily Dickinson, som jeg måske skal bruge til romanen.

De sidste dage har jeg fået landet nogle meget svære afsnit. Det er godt. I nat vågnede jeg og kunne se en del af slutningen. Skrev det ned i formiddags, kan lige så godt skrive det, mens jeg har det i tankerne, ellers risikerer jeg at glemme det igen og så bliver det langsommeligt at skrive det frem.

Jeg skal have justeret nogle ting. Sikre mig at den røde tråd er der, for eksempel skal hovedpersonen møde Ø. i del 2, ellers hænger slutningen ikke sammen.

Foråret lurer. I dag smed jeg handskerne. I morgen bliver det måske så lunt, at jeg kan tage min nye ruskindsjakke på. Kunne være dejligt. Købte den i januar som en pant i foråret der nu er ved at være her.

Jeg var i Sorgenfri igen i går og speake for T. Det var hyggeligt, det var så rart at køre afsted i min bil, at være ude i verden på den måde. Jeg afleverede min pc, jeg bruger den alligevel ikke, da jeg jo bruger min iBook. Pludselig gik det op for mig, at det måske var sidste gang jeg var derude. Det gjorde mig ked af det.

Jeg har kontaktet et vikarbureau, skal til samtale efter påske. De siger 1-3 mdr. for at finde et barselsvikariat. Skal altså også høre lidt om lønniveauet. Jeg kan godt mærke, at jeg er presset, men så længe jeg skriver - så længe jeg skriver godt - så tror jeg alligevel på, at det hele nok skal lykkes.

W. er taget på ferie, ser hende først om 4 uger. Jeg tror jeg når en masse inden da. 

torsdag den 18. marts 2010

Videre

Kommer videre. Fik landet nytårsaften og det der følger efter. Fik også skrevet en tekst jeg har arbejdet på før – mødet om tidsskriftet. Og kom videre derfra på en lidt uventet men god måde, så det er fint.

Har hovedpine. Øv. Så det bliver vist ikke til mere.

Ellers en dejlig dag. Det har været helt vildt mildt. Ude at gå min sædvanlige tur, måtte smide handskerne. Fantastisk.

Der er erantis mange steder ved volden. De steder ved volden hvor der er læ og sol har der været erantis i et stykke tid. Har nogle næsten to uge gamle billeder af erantis, som jeg ville publicere, men blomsterne er så små, at de næsten er usynlige. Må tage nogle nye.

Jeg skal have kontaktet det vikarbureau, jeg tidligere har arbejdet for. Satse på et barselsvikariat fra 1. maj. Jeg tror altså ikke på at lande et job ved almindelig jobsøgning, det er som at finde en nål i en høstak.

Heldigvis har jeg en god kontakt på bureauet, så mon ikke det alt sammen går endda. 

onsdag den 17. marts 2010

Tilbagemelding

Tilbagemelding fra L. på det første kapitel. Den var meget positiv. Nogle få gode indvendinger, men ellers synes han det var godt. Så jeg er på rette spor. 

Jeg arbejder videre, det går langsomt.

Roen. Hører soundtracket fra Brokeback Mountain. Det uventede som sætter spor. 

Har skrevet på nogle ting, gamle ting, nytårsaften. F. Det har jeg arbejdet på længe, måske nærmer det sig, det er svært. Alt det jeg troede ikke betød noget særligt. Nu tænker jeg tilbage, ser så anderledes på det hele. At det altsammen betød noget.

Jeg tror, jeg må skrive videre selv om jeg ikke har landet det, men jeg hader at skrive videre når jeg er i tvivl. Tænke måske løser det sig – måske løser det sig ikke.

Vinduespudser i dag. Det er første gang jeg har haft vinduespudser, det plejer jer selv at gøre, synes bare ikke jeg orkede. 300 kr. Jamen næste gang tror jeg, jeg gør det selv, de penge kan jeg lige så godt bruge på noget andet og langt mere værdifuldt, og jeg kan ikke fordrage at skulle have folk ind.

I Sorgenfri i går. Speake e-læring for T. Hyggelig og produktiv formiddag. Han spurgte, hvordan det går med jobsøgning, og hvordan det går med min roman. Jeg fortalte ham, at det gik godt med mit manus, han sagde, jamen så skal det alt sammen nok gå. Så fortalte han mig, at han har digte i det nye nummer af Hvedekorn. Jeg lykønskede ham, det er flot gået.

Men i dag føles det som om det slet ikke går med romanen.

Hos W. i går eftermiddags. Drømme.... jeg lukker en fugleunge ud af vinduet, den flyver så fint af sted.... de drømme jeg må give slip på.

Talte med hende om romanen. At jeg ville prøve at have et udkast klar 1. maj, bruge den sidste måned jeg har. Men det går jo så langsomt, hvordan kan jeg tro, det kan lade sig gøre? Det er så hårdt. Vil bare videre, videre, videre. Men i dag er jeg træt og ked af det og ikke spor optimistisk.

Ud at gå tur i formiddags. Det er tøvejr, pludselig går jeg ikke alene ved volden. Øv. Det nød jeg ellers. Mine vinterstøvler som jeg købte på udsalg i Sværtegade, hvor har jeg nydt at gå i de støvler, de har passet så godt til mine fødder, mine stakkels ben med de ømme led, ja de er sat hen, venter på næste vinter. Og hvor er jeg så til november, december? Når jeg mine mål.


onsdag den 3. marts 2010

Læser

Der er gået 1 1/2 uge siden jeg sidste publicerede et indlæg. Der har været mange ting at tænke på, ting som ikke rigtig hører hjemme her. Jeg har været meget ked af det. Men der er også sket en udvikling med romanen.

Jeg samlede alle de tekster jeg synes indholdsmæssigt hørte hjemme i romanens univers. Skrev dem igennem så der blev overensstemmelse i synsvinkel og tid. Så havde jeg tre afsnit. Del 1 på 25 sider, Del 2 på 30 sider og Del 3 på 25 sider. Altså 80 sider som udgangspunkt.

Jeg tog fat på Del 1. Jeg kunne se, at kronologien ikke rigtig var på plads. Så jeg tog en saks og klippede siderne op i afsnit. Så lagde jeg dem på spisebordet. Nu kunne jeg begynde at se nogle sammenhænge. Det var meget mærkeligt. Noget af det fulgte den oprindelige kronologi, men der var også afsnit som skulle ind nye steder.

Jeg lagde et vattæppe på stuegulvet og brugte det til at lægge det hele i den rækkefølge som føltes rigtigt. Så samlede jeg det i fem bunker – fem underafsnit. Jeg tændte computeren og fik copy pasted det hele så det fulgte den nye kronologi.

Så læste jeg det hele igennem. Det var hårdt, for jeg kunne se, at det ikke rigtig hang sammen. Det var en krisedag. Men jeg besluttede mig for at begynde at arbejde på det, skrive det hele igennem. Det gjorde jeg.

Mens dette stod på, hørte jeg fra L. og vi aftalte at mødes i dag onsdag. Og så dukkede tanken op – kan jeg nå at have Del 1 så færdig så han kan læse det? For han har tidligere tilbudt at læse det for mig, og jeg ved, han vil give mig en virkelig brugbar tilbagemelding.

Jeg skrev og skrev om og kasserede og skrev. Mine 25 sider skrumpede ind til godt 13 sider, men i forgårs kunne jeg begynde at se, at det faktisk begyndte at hænge sammen. YES!!!

I går fik jeg det gjort klar, og i dag finpudsede jeg inden jeg mødtes med L. på Wilder. Han har tid til at se på det i denne uge, så inden længe får jeg en fornemmelse af, hvor langt jeg er nået.

Jeg er meget spændt. Synes jeg ser alt det der ikke fungerer, men der er altså også ting som jeg synes er gode.

I dag har jeg også skrevet en jobansøgning som skal mailes i morgen. Jeg må indrømme at det er den første jobansøgning jeg har fået skrevet. Jeg har ikke været motiveret, de jobopslag jeg har set har bare ikke talt til mig. Men dette job lyder rigtig interessant og passer bare så godt til min profil.

Og så er sneen ved at forsvinde og denne mærkelige vinter ved at lakke mod enden.