Sommer

Skuffelse

Jeg fik afslag fra Gyldendal i torsdags. Et standardafslag: de kan desværre ikke påtage sig at udgive mit manuskript i bogform.

         Godt at være sammen med L. da jeg åbnede det, for han sagde nogle ting som jeg har haft med mig efterfølgende mens jeg bearbejdede det:

1)   skal sende det til andre forlag

2)   måske faldet på en enkelt ekstern læser

3)   ved ikke om det er en dårlig roman endnu

4)   vente lidt med at læse mit manus da jeg ellers vil læse det med ”det blik”

og at han gerne vil læse manuskriptet i sommerferien. Jeg sagde at jeg også gerne ville læse hans manus så vi aftalte at vi mødes når han har været på Roskilde Festival og udveksler tekster inden han tager til Schweiz.

Som ikke meget natten til fredag. Var så skuffet og chokeret. Men tænkte også frem. Tænkte på at melde mig til Skrivekursus på Vallekilde den første uge af august, hvor Hans-Otto Jørgensen er lærer. Han arbejder med selvbiografisk stof og jeg har hørt at han skulle være en fremragende redaktør. Besluttede mig for at jeg skulle printe mit manus inden jeg så W. i går, og at jeg skal læse det inden jeg ser hende sidste gang på tirsdag. 

Fredag græd jeg meget. Alle de drømme der skal tages afsked med. Alle de fantasier. De år hvor jeg arbejdede i Pilestræde med Klareboderne lige om hjørnet, drømmen om at aflevere manus som jeg jo har gjort, men også at skulle derind og skrive kontrakt. Selvfølgelig fortælle familien det. Stolthed, glæde, muligheder. En dag at stå med min bog i hånden.

         Standard afslag uden udtalelse, uden konsulentudtalelse – det er en lukket dør. Lige præcis denne roman bliver aldrig udgivet hos Gyldendal.

         Lørdag var jeg også ved siden af mig selv. Larm nedenunder, jeg besluttede mig for at printe mit manus, så var det gjort, og så lagde jeg mig på sengen i soveværelset hvor der var ro imens jeg gik frem og tilbage og printede de 9 kapitler.

Mens jeg printede så jeg jo siderne, alle de sider jeg har levet med i år. Gik i Irma og købte lige det mad jeg havde lyst til. Spiste. Græd. Kunne mærke at jeg havde stor lyst til at læse mit manus, få kontakt med det igen. Var bange for at gøre det, bange for at jeg ville blive ked af det. Men jeg havde brug for at gøre det. Så jeg læste det.

Jeg oplevede at føle mig meget forbundet med min roman. Og registrerede mange ting. Noterede smårettelser undervejs.

Søndag var jeg ude at løbe om morgenen – løb en kilometer uden stop, ved godt det ikke er meget, men det har jeg ikke kunnet i meget lang tid. Jeg gjorde rent, skiftede sengetøj, rene håndklæder, havde brug for at få bugt med al den ked af det-hed som fyldte i mit hjem.

Så tænkte jeg mange tanker. Jeg forstår godt at Gyldendal sagde nej. Det er ikke godt. Det er stadig meget udvendigt. Der er klippe klistret for meget. Der mangler indre sammenhæng.

Jeg tænkte, men hvad kan jeg stille op? Kan det blive bedre? Og det jeg kan mærke er, at jeg ikke har sluppet min roman. At jeg gerne vil gøre et stykke arbejde.

Jeg besluttede mig for at tage et kapitel af gangen og skrive det igennem. Fokusere på et kapitel, for ellers bliver jeg overvældet, forvirret og alt for bange.

Mandag morgen var jeg meget træt efter endnu en nat med afbrudt søvn. Jeg startede dagen med yoga og øvelser for overkroppen. Men jeg var meget uoplagt. Tog indtil byen, på Hovedbiblioteket og låne Hans-Otte Jørgensen, vil genlæse The Factory og læse Ida og Axel trilogien, i H&M hvor jeg mirakuløst fandt et par jeans som sidder rigtig godt.

Hjem igen. Satte mig i sofaen med computeren. Fik skrevet rettelser til kapitel 1 og 2 ind på computeren. Arbejdede på kapitel 1. Blev i tvivl. Blev bange.

Om aftenen måtte jeg minde mig selv om, at jeg har besluttet at tage et kapitel ad gangen for at holde angsten stangen.

I dag startede jeg med at løse en kilometer. Følte mig fortsat træt. Surfede på nettet. Gjorde kapitel 1 så færdigt som det kan blive nu. Havde brug for en pause. Gik på apoteket og i Irma. Hjem igen.

Kan mærke at det er rigtig svært at tage fat på kapitel 2 for der skal gøres meget ved det, og jeg er i tvivl om hvad.

Jeg kan se at kapitel 1 er det bedste jeg har skrevet, og det hænger nok sammen med, at jeg brugte meget længere tid på det – måske 1 1/2 måned. Det er meget mere end jeg har brugt på de andre kapitler. Jeg blev færdig med de dengang 13 sider i kapitel 1 den 23. februar tror jeg – og så brugte jeg 2 1/2 måned på resten af romanen, dvs. 80 sider. Det er klart at der bliver kvalitetsforskelle.

Jeg skal dykke ned og arbejde mig ind i romanens univers.

Tænker lidt på de tre dele, jeg indledningsvis forestillede mig, min roman skulle falde i. Måske skal jeg genoplive det, gøre det mere tydeligt?