Oktober på Christianshavn

Sommer

Skuffelse

Jeg fik afslag fra Gyldendal i torsdags. Et standardafslag: de kan desværre ikke påtage sig at udgive mit manuskript i bogform.

         Godt at være sammen med L. da jeg åbnede det, for han sagde nogle ting som jeg har haft med mig efterfølgende mens jeg bearbejdede det:

1)   skal sende det til andre forlag

2)   måske faldet på en enkelt ekstern læser

3)   ved ikke om det er en dårlig roman endnu

4)   vente lidt med at læse mit manus da jeg ellers vil læse det med ”det blik”

og at han gerne vil læse manuskriptet i sommerferien. Jeg sagde at jeg også gerne ville læse hans manus så vi aftalte at vi mødes når han har været på Roskilde Festival og udveksler tekster inden han tager til Schweiz.

Som ikke meget natten til fredag. Var så skuffet og chokeret. Men tænkte også frem. Tænkte på at melde mig til Skrivekursus på Vallekilde den første uge af august, hvor Hans-Otto Jørgensen er lærer. Han arbejder med selvbiografisk stof og jeg har hørt at han skulle være en fremragende redaktør. Besluttede mig for at jeg skulle printe mit manus inden jeg så W. i går, og at jeg skal læse det inden jeg ser hende sidste gang på tirsdag. 

Fredag græd jeg meget. Alle de drømme der skal tages afsked med. Alle de fantasier. De år hvor jeg arbejdede i Pilestræde med Klareboderne lige om hjørnet, drømmen om at aflevere manus som jeg jo har gjort, men også at skulle derind og skrive kontrakt. Selvfølgelig fortælle familien det. Stolthed, glæde, muligheder. En dag at stå med min bog i hånden.

         Standard afslag uden udtalelse, uden konsulentudtalelse – det er en lukket dør. Lige præcis denne roman bliver aldrig udgivet hos Gyldendal.

         Lørdag var jeg også ved siden af mig selv. Larm nedenunder, jeg besluttede mig for at printe mit manus, så var det gjort, og så lagde jeg mig på sengen i soveværelset hvor der var ro imens jeg gik frem og tilbage og printede de 9 kapitler.

Mens jeg printede så jeg jo siderne, alle de sider jeg har levet med i år. Gik i Irma og købte lige det mad jeg havde lyst til. Spiste. Græd. Kunne mærke at jeg havde stor lyst til at læse mit manus, få kontakt med det igen. Var bange for at gøre det, bange for at jeg ville blive ked af det. Men jeg havde brug for at gøre det. Så jeg læste det.

Jeg oplevede at føle mig meget forbundet med min roman. Og registrerede mange ting. Noterede smårettelser undervejs.

Søndag var jeg ude at løbe om morgenen – løb en kilometer uden stop, ved godt det ikke er meget, men det har jeg ikke kunnet i meget lang tid. Jeg gjorde rent, skiftede sengetøj, rene håndklæder, havde brug for at få bugt med al den ked af det-hed som fyldte i mit hjem.

Så tænkte jeg mange tanker. Jeg forstår godt at Gyldendal sagde nej. Det er ikke godt. Det er stadig meget udvendigt. Der er klippe klistret for meget. Der mangler indre sammenhæng.

Jeg tænkte, men hvad kan jeg stille op? Kan det blive bedre? Og det jeg kan mærke er, at jeg ikke har sluppet min roman. At jeg gerne vil gøre et stykke arbejde.

Jeg besluttede mig for at tage et kapitel af gangen og skrive det igennem. Fokusere på et kapitel, for ellers bliver jeg overvældet, forvirret og alt for bange.

Mandag morgen var jeg meget træt efter endnu en nat med afbrudt søvn. Jeg startede dagen med yoga og øvelser for overkroppen. Men jeg var meget uoplagt. Tog indtil byen, på Hovedbiblioteket og låne Hans-Otte Jørgensen, vil genlæse The Factory og læse Ida og Axel trilogien, i H&M hvor jeg mirakuløst fandt et par jeans som sidder rigtig godt.

Hjem igen. Satte mig i sofaen med computeren. Fik skrevet rettelser til kapitel 1 og 2 ind på computeren. Arbejdede på kapitel 1. Blev i tvivl. Blev bange.

Om aftenen måtte jeg minde mig selv om, at jeg har besluttet at tage et kapitel ad gangen for at holde angsten stangen.

I dag startede jeg med at løse en kilometer. Følte mig fortsat træt. Surfede på nettet. Gjorde kapitel 1 så færdigt som det kan blive nu. Havde brug for en pause. Gik på apoteket og i Irma. Hjem igen.

Kan mærke at det er rigtig svært at tage fat på kapitel 2 for der skal gøres meget ved det, og jeg er i tvivl om hvad.

Jeg kan se at kapitel 1 er det bedste jeg har skrevet, og det hænger nok sammen med, at jeg brugte meget længere tid på det – måske 1 1/2 måned. Det er meget mere end jeg har brugt på de andre kapitler. Jeg blev færdig med de dengang 13 sider i kapitel 1 den 23. februar tror jeg – og så brugte jeg 2 1/2 måned på resten af romanen, dvs. 80 sider. Det er klart at der bliver kvalitetsforskelle.

Jeg skal dykke ned og arbejde mig ind i romanens univers.

Tænker lidt på de tre dele, jeg indledningsvis forestillede mig, min roman skulle falde i. Måske skal jeg genoplive det, gøre det mere tydeligt?

En stor dag

I dag har været en meget stor dag.

Jeg har vidst i et par uger, at jeg var ved at være færdig med min roman. Det har været fantastisk, ubegribeligt, skræmmende.

I går mailede jeg med L., jeg ville høre, hvornår han havde tid til at læse mit manus, fordi jeg i den grad stoler på hans vurdering. Det kunne blive til Sankt Hans – han er meget ophængt – det vidste jeg godt.

Jeg gik i tænkeboks. Hvad nu? Jeg følte et behov for at afslutte. Jeg synes det var længe at vente. Og så pludselig vidste jeg præcis, hvad jeg ville gøre.

I dag gjorde jeg mit manus færdig. Der dukker hele tiden småting op, som kan forbedres. Det vil der såmænd nok også blive ved med. Det tog tid – længere tid end jeg havde regnet med. Opdagede i sidste øjeblik en nummereringsfejl og måtte printe igen igen fra side 39 – øv. Fik skrevet følgebrev, fik lagt det hele i en kuvert.

Så cyklede jeg ind til Klareboderne og gik ind i receptionen for at aflevere det. Receptionisten spurgte om det var et manuskript – om ikke jeg hellere ville gå op i redaktionen, aflevere det og få en kvittering. Det ville jeg gerne.

Det var virkelig med ærefrygt at jeg gik op af trappe A og ind ad døren til den skønlitterære redaktion. Et stort forværelse. Mahogni. Dueblå vægge – blå er min farve. En meget sød pige tog imod mit manus og ville skrive en kvittering til mig. En kvinde som så ud til at være på min alder kom ud og skulle spørge hende om noget – hun må have været redaktør. Tror jeg. Hun kiggede lidt på mit følgebrev – jeg tænkte, det må du gerne tage med hjem i weekenden og kigge på! Der kom en mand ud, han har nok været midt i fyrrerne, de skulle åbenbart have møde, han spurgte til nogle ting. Det fik mig til at savne min jobidentitet, jeg savner virkelig den der følelse af at være kompetent.

Jeg fik min kvittering, jeg sagde tak og god weekend.

Jeg skulle til yogaafslutning, jeg kom for sent, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg cyklede til Studiestræde med et kæmpe smil på læben, jeg havde afleveret mit manus, det er noget jeg har drømt om hele mit liv, lige siden jeg var en lille pige. Det er bare så ubeskriveligt stort.

Efter yoga gik vi på Paludans Bogcafé for at drikke kaffe – det var jo meget passende. Jeg tænkte på at jeg startede på yoga i slutningen af januar – hvor jeg ikke anede om jeg ville lykkes med mit projekt. Jeg har været utrolig glad for det hold, der er en god stemning og en dygtig lærer. Så det var meget passende at jeg afleverede mit manus samme dag som jeg afsluttede yoga.

Her til aften har jeg lavet kanin i hvidløg, dijonsennep og creme fraiche og drukket et par glas god rødvin. Jeg har reflekteret over de sidste måneder, tænkt over fremtiden, hvad der sker, hvad nu med mit manus, hvor godt er det. Lige nu er jeg i fred med det hele og meget stolt og glad. En god aften og en stor dag. 

Nørrebro revisited

Forleden var jeg en tur på det ydre Nørrebro igen. Denne gang cyklede jeg, for jeg ville researche nogle ting på ruten.

Det var meget mærkeligt at gå rundt derude igen. Jeg fik taget nogle billeder og igen set på kvarteret.

Da jeg cyklede derfra gik det op for mig, at jeg har det helt anderledes med kvarteret nu. Fra at være et grimt og trøstesløst sted som jeg hurtigst muligt ville væk fra igen da jeg besøgte det i vinters, så er det blevet til en del af min historie, et sted der har en historie, en interessant historie som jeg har researchet og brugt. En god oplevelse.

Nu er min tid som fritstillet ved at være forbi. Og jeg er ved at være færdig med min roman. Så jeg har udrettet det, jeg havde sat mig for. Ude er alt eksploderet i disse dage, foråret er her, træerne er sprunget ud, tulipanerne blomstrer nede i haven.

Skal til fødselsdag i aften. Og så skal bededagsferien bruges til at gøre romanen færdig.

Del 4 og 5

Jeg blev færdig med del 4 i weekenden hvor jeg var i sommerhus. De sidste dage har jeg arbejdet på del 5. det er sidste del af romanen. Jeg havde skrevet en del på slutningen, men det var kaotisk og rodet. Har skrevet det igennem og printede det inden jeg tog til W., som er tilbage efter at være strandet på grund af den islandske vulkansky.

Jeg havde en god samtale med W. Det er godt at føle at jeg har overholdt den aftale jeg lavede med mig selv. At jeg ville skrive min roman mens jeg var fritstillet. Det kommer til at passe. Jeg er næsten færdig.

Jeg kom hjem, læste dokumentet igennem og konstaterede, at det ikke er færdigt. Så der er et stykke arbejde at gøre, men det kan jeg. Og det vil jeg. 

Tilbage i København

Jeg er tilbage i København. Det var nogle gode dage i sommerhus, ro, fuglesang, sidde i liggestol på terrassen i solen og få lidt farve i ansigtet, komme i gang med at løbe.

Jeg fandt ud af hvad jeg manglede i romanen helt konkret. Det havde jeg ikke forestillet mig, men jeg er sikker. Jeg har haft nogle dage hvor jeg ikke rigtig har lavet så meget. Det er som om jeg tager tilløb. Jeg ved at når jeg har skrevet det jeg mangler så har jeg i store træk indholdet på plads. Så skal jeg have færdigbearbejdet del 4 og 5 og så skal jeg arbejde med helheden.

Der er noget skræmmende ved tanken om at kunne se en ende på det. Kan det blive godt nok? Det ved jeg ikke endnu. Der er afsnit jeg mangler at få på plads – døre der mangler at åbne sig. Men gør de nu også det? Sådan har det været indtil nu. Men jeg har også en oplevelse af at jeg snart skal afslutte romanen, at der er ikke er ubegrænset tid, at det er på tide at blive færdig.

Læste nogle af de første indlæg jeg skrev. Lige nu interesserer jeg mig for absolut ingenting. Jeg læser intet, foretager mig intet af betydning, kan slet ikke rumme det. Jeg skriver, eller tænker på det jeg har skrevet, det jeg skal skrive, eller jeg laver ligegyldige ting, ser fjernsyn, læser krimier, går på nettet, ting der ikke forstyrrer min kreativitet. Det er åbenbart sådan det skal være, men det er jo også en mærkelig og kedelig tid, især fordi jeg har skrevet meget lidt de sidste dage, så jeg føler at jeg står i stampe.

Men jeg ved hvad jeg skal. Og jeg har motivationen. Jeg vil gerne se min roman i sin helhed. Jeg har små to uger tilbage af min fritstillingsperiode, i og med at jobmuligheden ikke blev til noget, da kunden fandt ressourcerne internt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg skulle have skrevet et udkast inden 1. maj. Det skal jeg holde. 

Mulighed

Mærkeligt. I dag blev jeg ringet op om en jobmulighed. Det er et halvt års vikariat, og det passer med at jeg får min sidste løn lige om lidt. Jeg har sendt mit cv og hører mere i morgen, om alt går vel skal jeg til samtale på mandag.

Jeg kan mærke på mig selv, at det er på tide at komme ud i verden igen. Jeg mangler noget for at kunne færdiggøre min roman, det er svært at sige hvor meget. Jeg tror det vil være gavnligt at komme i arbejde og få en hverdag ude, og så lade de underjordiske processer gå deres gang og gøre deres arbejde.

Men alligevel blev jeg lidt vemodig og bange. Jeg var glad for mit job i Sorgenfri, glad for mine kolleger, jeg havde en god løn og gode vilkår. Alting føles så usikkert nu.

Jeg har skrevet på del 4, jeg skriver om og skriver om, kommer det nærmere men er ikke helt på plads endnu, slutningen af denne del står mig ikke helt klar. Jeg tror jeg skal lade mig inspirere lidt mere af musik, har nogle biblioteksbestillinger der venter mig på Christianshavn.

Her er dejligt i disse dage. Fuglesang. Solskin. Jeg kommet i gang med at løbe, i dag hele vejen ned til stranden og tilbage igen, det giver velvære at starte dagen med sådan en succesoplevelse. Har siddet ud i tanktop og joggingbukser, læst gamle krimier og slappet af. En miniferie.

I morgen ved jeg om jeg skal til jobsamtale. Meget spændende. 

Sommerhus i april

Så er jeg i sommerhus igen. Jeg var her sidst da året begyndte og dermed mine fire måneder med løn. Nu er vi så midt i april.

I fredags var jeg til guldbryllup. Det var en dejlig fest. To mennesker med en stor glæde over deres fælles liv, børn og børnebørn, at livet var lykkedes. Taler, sange, måske det mest rørende min tantes tale til min onkel, hun havde baseret den på H.C. Andersens eventyr og børnebørnene sad alle sammen fuldstændig opslugte med åben mund mens hun talte.

Tænker på farmor. Hvor ville det have glædet hende hvis hun kunne have været med – og måske var hun der, hvem ved. Gode samtaler med fætre og kusiner om dit og dat, teenagebørnene, nye kærester, nye og gamle familier, jobsituation, slægten, hvordan den er blevet tolket i de forskellige familier. Hvem er vi.... den grandiose udgave, forfaderen som gik over isen til Bornholm, ham der startede det hele, mod, kampgejst, trang til at overvinde forhindringer, at skabe sig selv på ny.... og den sørgelige udgave, skizofreni, depression og selvmord.... hmm. Hvem er vi – hvem er jeg.

Min lille blog har levet et stille liv på det seneste, men det er som om behovet for at være på her ikke rigtig har været til stede. Der er så meget der ikke er plads til her, og selve processen med romanen fylder meget i al sin kaotiske langsommelighed som det føles uinteressant at dokumentere dag for dag. Men ok, del 1, 2 og 3 er på plads, del 4 skrevet igennem i dag, men jeg fornemmer allerede at en del skal skrottes, det er vist det jeg gør mest. Skrotter og streger ud. Så er der del 5 tilbage, den har jeg skrevet en del, men del 4 er ikke færdig endnu. Det bliver en lille roman, det gør ikke noget hvis stoffet er forløst, det vil vise sig.

Jeg kørte herop i går efter ikke mange timers nattesøvn, købte ind i Vig, spiste frokost og lagde mig under et tæppe i en liggestol og sov til middag i solen. Gik ned til vandet om eftermiddagen, nød roen.

I dag kan jeg mærke hvor godt det gør mig at være her. At mærke lyset. At mærke at foråret er her. Der er vintergækker og krokus i haven, jeg har ordnet terrasser, vasket havemøbler, gjort klar til de kommende måneder.

Nu skal jeg nå så langt jeg kan i løbet af den kommende uge. 

Mildere

Mandag aften. Der har været sådan en ro i dag, jeg arbejder ret godt. Har til min overraskelse skrevet en del på slutningen de sidste dage. Ellers bakser jeg med del 3. Keats dukkede op og jeg har på fornemmelsen at han kommer til at fylde noget i romanen – igen til min overraskelse.

Så lige på nettet at der er udkommet et udvalg på dansk af Ekelöfs prosa, det vil jeg købe inden helligdagene, så er jeg i godt selskab.

Men ellers læser jeg ikke rigtig noget. Det forstyrrer mig, jeg har ikke lyst. Skriver eller ser fjernsyn eller laver ingenting. Går tur. Sover til middag.

Nu hvor det er blevet mildere er der så mange mennesker nede ved volden. Savner mine ensomme snevandringer.

Har en periode hvor jeg synes jeg enten skriver eller græder. Græder eller skriver. Græder over alt muligt og er bange for alting.

Gør ikke en pind for at søge job. Det forstyrrer mig alt for meget lige nu, men lidt galgenhumoristisk må jeg sige, at jeg kan blive rigtig meget mere forstyrret når min løn holder op med at rulle ind til maj.

Skal til vikarbureau efter påske, håber der sker noget der.

Skal huske:

• At få fat i den straffeattest vikarbureauet har bedt om. 
• Og jeg skal have rettet mit cv. 
• Skal spørge H. om jeg må bruge ham som reference og så skal jeg rykke ham for anbefaling til Linkedin. 
• Købe skohorn og skocreme. 
• Hænge lampe op. 

Holde lidt fast i hverdagen.

Forår

Lytter til soundtracket fra Brokeback Mountain. Giver dejlig ro som jeg trænger til.

Desværre føler jeg mig lidt sløj, bange for at jeg bliver syg, det kan jeg slet ikke overskue. Jeg drikker Echinacea og håber på det bedste. Måske havde jeg for lidt tøj på da jeg var ude. Måske er jeg bare hamrende presset - økonomi, jobsituation.

Men i går var jeg ude at løbe for første gang i år. Det var så fedt.

På Diamanten og hente en bog om Emily Dickinson, som jeg måske skal bruge til romanen.

De sidste dage har jeg fået landet nogle meget svære afsnit. Det er godt. I nat vågnede jeg og kunne se en del af slutningen. Skrev det ned i formiddags, kan lige så godt skrive det, mens jeg har det i tankerne, ellers risikerer jeg at glemme det igen og så bliver det langsommeligt at skrive det frem.

Jeg skal have justeret nogle ting. Sikre mig at den røde tråd er der, for eksempel skal hovedpersonen møde Ø. i del 2, ellers hænger slutningen ikke sammen.

Foråret lurer. I dag smed jeg handskerne. I morgen bliver det måske så lunt, at jeg kan tage min nye ruskindsjakke på. Kunne være dejligt. Købte den i januar som en pant i foråret der nu er ved at være her.

Jeg var i Sorgenfri igen i går og speake for T. Det var hyggeligt, det var så rart at køre afsted i min bil, at være ude i verden på den måde. Jeg afleverede min pc, jeg bruger den alligevel ikke, da jeg jo bruger min iBook. Pludselig gik det op for mig, at det måske var sidste gang jeg var derude. Det gjorde mig ked af det.

Jeg har kontaktet et vikarbureau, skal til samtale efter påske. De siger 1-3 mdr. for at finde et barselsvikariat. Skal altså også høre lidt om lønniveauet. Jeg kan godt mærke, at jeg er presset, men så længe jeg skriver - så længe jeg skriver godt - så tror jeg alligevel på, at det hele nok skal lykkes.

W. er taget på ferie, ser hende først om 4 uger. Jeg tror jeg når en masse inden da. 

Videre

Kommer videre. Fik landet nytårsaften og det der følger efter. Fik også skrevet en tekst jeg har arbejdet på før – mødet om tidsskriftet. Og kom videre derfra på en lidt uventet men god måde, så det er fint.

Har hovedpine. Øv. Så det bliver vist ikke til mere.

Ellers en dejlig dag. Det har været helt vildt mildt. Ude at gå min sædvanlige tur, måtte smide handskerne. Fantastisk.

Der er erantis mange steder ved volden. De steder ved volden hvor der er læ og sol har der været erantis i et stykke tid. Har nogle næsten to uge gamle billeder af erantis, som jeg ville publicere, men blomsterne er så små, at de næsten er usynlige. Må tage nogle nye.

Jeg skal have kontaktet det vikarbureau, jeg tidligere har arbejdet for. Satse på et barselsvikariat fra 1. maj. Jeg tror altså ikke på at lande et job ved almindelig jobsøgning, det er som at finde en nål i en høstak.

Heldigvis har jeg en god kontakt på bureauet, så mon ikke det alt sammen går endda. 

Tilbagemelding

Tilbagemelding fra L. på det første kapitel. Den var meget positiv. Nogle få gode indvendinger, men ellers synes han det var godt. Så jeg er på rette spor. 

Jeg arbejder videre, det går langsomt.

Roen. Hører soundtracket fra Brokeback Mountain. Det uventede som sætter spor. 

Har skrevet på nogle ting, gamle ting, nytårsaften. F. Det har jeg arbejdet på længe, måske nærmer det sig, det er svært. Alt det jeg troede ikke betød noget særligt. Nu tænker jeg tilbage, ser så anderledes på det hele. At det altsammen betød noget.

Jeg tror, jeg må skrive videre selv om jeg ikke har landet det, men jeg hader at skrive videre når jeg er i tvivl. Tænke måske løser det sig – måske løser det sig ikke.

Vinduespudser i dag. Det er første gang jeg har haft vinduespudser, det plejer jer selv at gøre, synes bare ikke jeg orkede. 300 kr. Jamen næste gang tror jeg, jeg gør det selv, de penge kan jeg lige så godt bruge på noget andet og langt mere værdifuldt, og jeg kan ikke fordrage at skulle have folk ind.

I Sorgenfri i går. Speake e-læring for T. Hyggelig og produktiv formiddag. Han spurgte, hvordan det går med jobsøgning, og hvordan det går med min roman. Jeg fortalte ham, at det gik godt med mit manus, han sagde, jamen så skal det alt sammen nok gå. Så fortalte han mig, at han har digte i det nye nummer af Hvedekorn. Jeg lykønskede ham, det er flot gået.

Men i dag føles det som om det slet ikke går med romanen.

Hos W. i går eftermiddags. Drømme.... jeg lukker en fugleunge ud af vinduet, den flyver så fint af sted.... de drømme jeg må give slip på.

Talte med hende om romanen. At jeg ville prøve at have et udkast klar 1. maj, bruge den sidste måned jeg har. Men det går jo så langsomt, hvordan kan jeg tro, det kan lade sig gøre? Det er så hårdt. Vil bare videre, videre, videre. Men i dag er jeg træt og ked af det og ikke spor optimistisk.

Ud at gå tur i formiddags. Det er tøvejr, pludselig går jeg ikke alene ved volden. Øv. Det nød jeg ellers. Mine vinterstøvler som jeg købte på udsalg i Sværtegade, hvor har jeg nydt at gå i de støvler, de har passet så godt til mine fødder, mine stakkels ben med de ømme led, ja de er sat hen, venter på næste vinter. Og hvor er jeg så til november, december? Når jeg mine mål.

Læser

Der er gået 1 1/2 uge siden jeg sidste publicerede et indlæg. Der har været mange ting at tænke på, ting som ikke rigtig hører hjemme her. Jeg har været meget ked af det. Men der er også sket en udvikling med romanen.

Jeg samlede alle de tekster jeg synes indholdsmæssigt hørte hjemme i romanens univers. Skrev dem igennem så der blev overensstemmelse i synsvinkel og tid. Så havde jeg tre afsnit. Del 1 på 25 sider, Del 2 på 30 sider og Del 3 på 25 sider. Altså 80 sider som udgangspunkt.

Jeg tog fat på Del 1. Jeg kunne se, at kronologien ikke rigtig var på plads. Så jeg tog en saks og klippede siderne op i afsnit. Så lagde jeg dem på spisebordet. Nu kunne jeg begynde at se nogle sammenhænge. Det var meget mærkeligt. Noget af det fulgte den oprindelige kronologi, men der var også afsnit som skulle ind nye steder.

Jeg lagde et vattæppe på stuegulvet og brugte det til at lægge det hele i den rækkefølge som føltes rigtigt. Så samlede jeg det i fem bunker – fem underafsnit. Jeg tændte computeren og fik copy pasted det hele så det fulgte den nye kronologi.

Så læste jeg det hele igennem. Det var hårdt, for jeg kunne se, at det ikke rigtig hang sammen. Det var en krisedag. Men jeg besluttede mig for at begynde at arbejde på det, skrive det hele igennem. Det gjorde jeg.

Mens dette stod på, hørte jeg fra L. og vi aftalte at mødes i dag onsdag. Og så dukkede tanken op – kan jeg nå at have Del 1 så færdig så han kan læse det? For han har tidligere tilbudt at læse det for mig, og jeg ved, han vil give mig en virkelig brugbar tilbagemelding.

Jeg skrev og skrev om og kasserede og skrev. Mine 25 sider skrumpede ind til godt 13 sider, men i forgårs kunne jeg begynde at se, at det faktisk begyndte at hænge sammen. YES!!!

I går fik jeg det gjort klar, og i dag finpudsede jeg inden jeg mødtes med L. på Wilder. Han har tid til at se på det i denne uge, så inden længe får jeg en fornemmelse af, hvor langt jeg er nået.

Jeg er meget spændt. Synes jeg ser alt det der ikke fungerer, men der er altså også ting som jeg synes er gode.

I dag har jeg også skrevet en jobansøgning som skal mailes i morgen. Jeg må indrømme at det er den første jobansøgning jeg har fået skrevet. Jeg har ikke været motiveret, de jobopslag jeg har set har bare ikke talt til mig. Men dette job lyder rigtig interessant og passer bare så godt til min profil.

Og så er sneen ved at forsvinde og denne mærkelige vinter ved at lakke mod enden.

Sider, sider, sider

Det vigtigste lige nu er at skrive sider. Bare skrive, skrive, skrive, så jeg får indholdet ned på papiret og kan begynde at bearbejde det.

Og så går alt for meget af dagen alligevel med overspringshandlinger. Yoga fra morgenstunden, bad, te, yoghurt, avis, tænde computer..... åh for resten, der var lige noget jeg skulle tjekke på nettet, og så er formiddagen gået.

Ud at gå tur. Sneen stilnede af, temperaturen vippede mellem plus og minus. Der er stadig masser af sne. I Irma, hjem med Weekendavisen, frokost, læsning. Behageligt men ikke det jeg har brug for.

Kom derfor alt for sent i gang. Tænkte at jeg lige så godt kunne komme i gang med Del 3. Så dukkede der noget op – London. Noget jeg helt havde glemt. Jeg tænkte, det skal da ikke ind her – men nu skriver jeg det. Og det gjorde jeg. Så skulle jeg lave aftensmad, og mens jeg satte fisk i ovnen og kogte ris og ærter kørte det der London ophold rundt i baghovedet. Og det gik op for mig, at det lige netop er indledningen på Del 3, og at jeg kunne se, hvad der så skal ske.

Det var et rigtig godt tegn at jeg fik fat i noget jeg ikke selv havde tænkt på. Nu har jeg en fornemmelse af, hvordan jeg kommer videre. Men jeg skriver simpelt hen ikke nok, og jeg ved det. Jeg har ikke bare travlt, jeg har rigtig travlt hvis jeg skal nå det jeg gerne vil.

I morgen skal jeg til frisøren, så går det meste af dagen med det. Jeg skal ikke desto mindre videre med Del 3 så jeg ikke taber tråden.

Struktur

I går fandt jeg en oversigt over romanens struktur frem. Noget jeg lavede for længe siden og har arbejdet udfra. Jeg kunne se, at en del skal ændres ud fra det, jeg ved nu, men det er stadig romanens indhold. Jeg rettede oversigten igennem.

I går og i dag har jeg inddelt de nye tekster fra februar og januar i Del 1 og Del 2. Jeg fandt de tekster frem som jeg har skrottet. De er ikke gode nok, men det er stadig indhold som er romans fundament. Jeg satte alle de tekster jeg tror jeg kan bruge ind i den nye Del 1 og Del 2, skrev det hele igennem så der er overensstemmelse i synsvinkel og tid.

Der er også en Del 3, men den ved jeg mindst om. I morgen vil jeg lige se på, om jeg har noget gammel tekst der skal ind der. Det er også meget muligt at nogle af barndomserindringerne skal ind her, men det ved jeg ikke endnu.

Jeg skal have produceret mere tekst så jeg har et slags skelet. Så skal jeg læse det hele igennem og i gang med at rendyrke det.

Gik en tur midt på dagen. Følte mig pludselig så lykkelig da jeg travede af sted ved volden i snevejret. Over at jeg har mulighed for at koncentrere mig om romanen, at jeg er hjemme i dette fantastiske vejr. At jeg så kan blive helt deprimeret over at kulden ser ud til at fortsætte, at bilen er begravet i sne og is, at jeg ikke kan komme ud at løbe, udelukker ikke den glæde jeg også føler.

Er begyndt at læse Hertha Müller. Det er så stærkt. En fantastisk oplevelse der i den grad kræver mig og optager mine tanker.

I forgårs var jeg på nettet og se på jobopslag. Gik fuldstændig i panik fordi der ikke rigtig var noget, jeg havde lyst til at søge, og jeg blev bange for at jeg ikke finder noget inden fritstillingsperioden udløber. Men jeg nyder alligevel at have denne tid til min roman, og når jeg virkelig bruger tiden og får arbejdet, så får jeg også selvtillid og tro på at det hele nok skal lykkes.

Magi

I eftermiddags gik jeg tur ved volden i et lettere mismodigt humør. Himlen var grå. Sneen dalede. Pludselig slog det mig, jamen det er jo fortryllende – magisk. Ro, mange fugle, fuglesang, fordi venlige sjæle har sørger for fedtkugler på træerne og lagt korn i sneen. At det er isvinter netop i år, hvor jeg er hjemme om dagen. Jeg gik alene ved det snedækkede vand, og jeg tænkte, jeg skal nyde dette, dette mellemrum jeg har fået, jeg skal bruge det. Havde netop tænkt tanken, da en ung fyr kom gående imod mig og pludselig, meget elegant, slog en kolbøtte på stien. Som en lille opvisning for mig. Det lignede noget, han længe havde haft lyst til – eller måske endda øvet sig på, stien var jo glat og fin af sne. Fantastisk. Vi smilede til hinanden og gik videre i hver sin retning.

Skrivningen.... Det er bare så svært. Kaos. Rod. Hvad gør jeg... forsøger at skabe sammenhæng, men skal jeg hellere lade det stå usammenhængende som det er? Hvordan skabe et autentisk univers.

Havde ikke tænkt over, at det er vinterferie, så jeg har selskab af underbo & barn, eller sådan føles det, så lydt som her er. Men når sandt skal siges, så snart jeg er optaget af at skrive, registrerer jeg det knap nok.

Drømmen om at hvis jeg knokler vil magien opstå i skriften, jeg vil vide præcis hvad jeg skal, det vil ske af sig selv.

Men jeg er der ikke endnu. Langtfra. 

Just Kids

Det er en mærkelig tid, det går op og ned. Jeg går rundt og rundt om computeren, men nu har jeg siddet en times tid, jeg har faktisk skrevet lidt videre på den side, jeg lavede i går, og jeg synes det går den rigtige vej. Der er intensitet i teksten. Der er nærvær.

Nu skal jeg fokusere og arbejde videre.

I dag har jeg læst det meste af Patti Smiths erindringsbog Just Kids. Det er meget rørende læsning om hendes forhold til Robert Mapplethorpe, deres ungdom, deres vej til succes.

Horses kom i 1975. En uforglemmelig oplevelse. Jeg hørte den i døgndrift. Hendes intensitet, stil, styrke og karisma var skelsættende. Hendes koncert i Daddy’s Dance Hall i 1976 få måneder efter at Bowie spillede i Falkoner Teatret fuldendte et fantastisk stærkt år.

Patti Smith i et interview i NME i midt 70’erne: ”When I’m 40 I’m gonna start wearing little black cocktail dresses...” Ha. Hun er stadig pigen i genbrugsbukserne, jeans eller chinos. Androgyn var det ord, der engang blev brugt om hende, men på en eller anden måde ikke rammende. Hun er meget feminin. Synes jeg.

Kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det. Svinger. Men synes jeg er begyndt at føle mig lidt stærkere igen, selv om jeg stadig er meget ked af det indimellem.

Høre New Order mens jeg arbejder. Det er god baggrundsmusik. New Order i Saltlageret i 1983 – en anden uforglemmelig oplevelse.

Der er godt at have i bagagen. Det jeg ikke kan glemme. Just Kids.....

Spor

I går var jeg ked af det. Skrev lidt videre på romandokumentet og blev mere og mere i tvivl. Spurgte mig selv om jeg ville have mod til at skrotte det, beslutte mig for, at jeg ville tage fat et helt andet sted. Det kan jeg blive nødt til, jeg kan ikke blive ved med at slå mig til blods på det her.

Gik rundt om mig selv. Satte mig sidst på eftermiddagen i et mere meditativt humør. Så skrev jeg et digt. Tænkte – hvor kom det lige fra. Tænkte på, om det var det, jeg skulle. I stedet for romanen.

Vågnede om natten og syntes pludselig jeg kunne se indledningen til romanen. Jeg så hovedpersonen, så hvad der skete, hvordan jeg kunne inkorporere nogle af de stumper og stykker jeg har skrevet. Jeg tænkte ok, vi får se.

I dag gik jeg igen rundt om den varme grød. Jeg turde simpelthen ikke skrive det, fordi jeg var så bange for at blive skuffet.

Endelig åbnede jeg dokumentet. Skrev den første side igennem sådan som jeg havde forestillet mig. Synes det fungerede. Printede bare den ene side.

Så skulle jeg til yoga. Det var godt. Roligt og koncentreret. Hjem igen. Turde ikke læse min ene side. Så jeg læste lidt mere Coetzee, ryddede op. lavede mad, spiste.

Nu har jeg læst det. Jeg tænker: måske. I hvert fald er der et spor jeg kan følge. 

Har haft det lidt bedre i dag end de sidste dage. Håber det er tegn på at jeg for alvor er ved at være på sporet. 

På med vanten...

I går besluttede jeg mig for at printe og læse alle siderne. Det var faktisk godt. Følte at der var noget der fungerede og noget der ikke fungerede. At jeg kunne arbejde videre med det. Men synes alligevel ikke, jeg kommer nogen vegne.

Var hos W. Fik talt om vigtige ting. Jeg er bange for, at jeg ikke kommer igennem denne krise, at intet bliver godt, at jeg ikke realiserer det, der er vigtigt for mig. Hun spurgte om det også gjaldt romanen, om jeg heller ikke tror, der kommer noget godt ud af at skrive den. Umiddelbart kunne jeg ikke se det, jeg har hele tiden følt mig overbevist om, at hvis jeg kunne skrive romanen og føle den var god så ville jeg være tilfreds. Men nu er jeg blevet i tvivl. Jeg kan se, at det er en fantasi. 

Jeg har læst mange interviews hvor forfattere taler om at starte skriveprocessen med en forestilling om, hvor de vil hen. Men så ender det et andet sted.

Forestillingen om den perfekte bog som bliver afløst af virkeligheden – den virkelige bog. Måske en virkelig god bog. Måske bare et manuskript der havner i skrivebordsskuffen. Der er ingen garantier.

Sagen er den, at jeg har drømt om at der ville vise sig en vej, en form, en stemme, men jeg er sådan i tvivl. Der er så meget der ikke fungerer. Det er det samme hele tiden. At jeg skriver de samme scener om og om uden at de kommer til at fungere, og at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre for at det skal lykkes.

Tænker på om jeg skal skrotte romanen og gå et helt andet sted hen kunstnerisk. Men flytter ”nissen” så ikke bare med – den nisse der siger, dur ikke, kan ikke?

Er der noget jeg kan gøre for at det skal lykkes? Hvordan åbner jeg op?

Det bedste i dag har været at gå tur og tage billeder. Det nyder jeg. At fastholde øjeblikket. De otte billeder jeg tog i dag har jeg lagt som baggrund på skrivebordet, hvor de skifter.

Jeg fik læst alle siderne og rettet dem igennem på papir. I dag har jeg været alle januarsiderne igennem og rettet dem på skærmen. Det er ok, og jeg skal også printe dem og rette og printe februarsiderne. Men det er ikke godt nok. Jeg har bare ikke landet det, og jeg ved det.

På med vanten....

Krise

Lige nu har jeg lyst til at løbe skrigende bort, finde mig et job, bare et eller andet job, så jeg kan komme ud af min lejlighed, få en hverdag sammen med andre mennesker, stå op om morgenen og tage af sted.

Det føles som om den sidste uge har været den værste krise endnu, og jeg holder ikke ud, at jeg ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan kun skrive i korte stræk. Jeg synes ikke, det jeg skriver fungerer kunstnerisk.

I går aftes gik det op for mig, at jeg havde sprunget noget over – jeg manglede at skrive om en lærer, som betød uendelig meget engang. Jeg måtte op af sengen og ind i skrive en lap til skrivebordet for at være sikker på, at jeg huskede det. Jeg var sikker på, at weekendens krise hang sammen med, at jeg undgik at skrive om denne centrale person.

Hele formiddagen gik jeg som katten om den varme grød. Så gjorde jeg rent for dog at få udrettet noget. Det hjælper altid at lave noget praktisk. Ud og gå, i vaskekælderen, til Lagkagehuset efter rugbrød.

Hjem igen og tændt for computeren. Men jeg kunne ikke skrive det jeg gerne ville.

Fik lidt hul på det her til aften, men synes ikke, det fungerer.

Kunne mærke, at jeg måtte slippe det. Videre i teksten. Det syntes jeg heller ikke jeg kunne.

Så kom jeg i tvivl om det hele. Projektet som helhed. Det er bare så hæsligt.

Jeg må kæmpe videre i morgen, hvor jeg også skal se W. og kan få hendes input.

Tungt

Det hele er tungt for tiden. Kæmper for at få skrevet, men det er en hård kamp. Jeg har det godt, når jeg sidder ved iBook’en, så det er svært at forstå, at det er så svært at komme i gang, men det er det altså.

I dag og i går har jeg skrevet nogle ungdomserindringer. Første kærlighed. Det gjorde mig ked af det. Det er hårdt at se på alt det, jeg ville ønske, jeg havde kunnet håndteret anderledes. Bedre.

Ude hos mor og far i går og kom så sent hjem, at jeg for første gang i år ikke fik lavet et indlæg. Det understreger bare, at det er tungt lige nu.

Vinteren har bidt sig fast, og charmen er til at overse. Jeg kunne godt have lånt viceværtens skovl og skovlet min bil fri, men jeg kunne ikke overskue at parkere, når jeg kom hjem. Så jeg måtte med metro og tog. Surt.

Jeg havde lovet mor at lave forret og tage nogle småkager med til kaffen. Jeg købte varmrøget laks i Fiskehuset i Holmbladsgade, lavede en forret med laksen, lime, dild, forårsløg, creme fraiche og rosa peber på ristet ciabatabrød fra Lagkagebageren. Og så bagte jeg ingefærsmåkager. Jeg hyggede mig med det, men jeg tror, jeg endte med at blive frustreret over, hvor meget af min tid det tog, og hvor meget der gik fra min skrivetid.

I dag droppede jeg rengøringen, fordi jeg syntes, jeg blev nødt til at skrive igennem. Jeg kan ikke fordrage at være heroppe når der er rodet og nusset, og det er her så, hvilket ikke hjælper på humøret. Det mest frustrerende er, at jeg ikke kan løbe i det her vejr. Det der endorfin rush kunne jeg virkelig bruge lige nu.

Øv, øv og atter øv. Det eneste gode for tiden er, at jeg alligevel kan mærke, at jeg mere og mere er inde i romans sprog og univers, at det glider, når jeg skriver. 

Fristelse

Møgdag, har ikke fået skrevet, bare haft dokumentet åbent og set på det. Angsten, hvad nu hvis jeg ikke kan? Hvad nu hvis ikke jeg gør det, ikke engang prøver, ikke skriver det færdigt.

Tiden der smuldrer. På biblioteket. Hos Perch efter grøn te. Til yoga. Hjem igen. Læse om ’Naturlig overgangsalder’. Undskyld er det her virkelig mit liv? Da Doris Lessing skrev om sine menstruationer i Den gyldne notesbog var det grænseoverskridende, men hedestigninger er ligesom en helt anden boldgade.

Spise. Læse. Coetzee: Summertime. Hovedpine og kan ikke koncentrere mig fordi jeg ikke har fået skrevet det jeg skulle i dag.

Jeg havde tænkt at jeg ville gemme cd’erne til i morgen og starte på en frisk, men fik jeg lyst til at høre New Order. Satte Retro på.

Heaven, a gateway, a hope

Just like a feeling I need, it's no joke

And though it hurts me to see you this way

Betrayed by words, I'd never heard, too hard to say

Up, down, turn around

Please don't let me hit the ground

Tonight I think I'll walk alone

I'll find my soul as I go home

Det ramte mig. Pludselig var de her pludselig alle sammen, de døde og de levende. De levende døde.

Jeg lyttede, og mens hedestigninger bølgede padlede jeg rundt i dette hul i tiden: Nå min pige, er du her virkelig endnu. Det lå ikke ligefrem i kortene dengang, eller gjorde det? Og hvad vil du så med det. Hvad vil du med det hele.

Each way I turn, I know I'll always try

To break this circle that's been placed around me

From time to time, I find I've lost some need

That was urgent to myself, I do believe

Jeg bliver så frustreret når tiden smuldrer som i dag. Hvad gør jeg i morgen – stå tidligere op. Yoga. Grøn te.

Udrette noget. Bruge det til noget.

Trangen til at være levende. Levende og åben. Lysten til at det uventede skal kunne ske.

Oh, you've got green eyes

Oh, you've got blue eyes

Oh, you've got grey eyes

And I've never seen anyone quite like you before

No, I've never met anyone quite like you before

Nu sidder jeg alligevel ved computeren. Så måske skal jeg sign off her og åbne romandokumentet.

Bolts from above hurt the people down below

People in this world, we have no place to go

Oh, it's the last time

Oh, I've never met anyone quite like you before

Oh no, I've never met anyone quite like you before

Bekymring

Om natten skriver jeg mange sider i tankerne, om dagen går det lidt langsommere, men jeg får skrevet mere og mere for hver dag der går. Det glider når jeg sidder ved computeren, men så snart jeg rejser mig, bliver jeg i tvivl. Jeg føler jeg må følge den tråd, der er, gå ind og dykke ned. Men jeg ved ikke, hvad der skal bruges i sidste ende. Det virker så uoverskueligt.

Jeg har fået nogle gode kontakter på Linkedin – folk jeg ikke har været i forbindelse med længe. Det er godt.

Sidder her og er presset og bekymret, synes der er noget jeg skal have skrevet som jeg ikke fik skrevet i dag, og får jeg det så skrevet i morgen? Har jeg fat det rigtige sted, burde jeg gøre noget andet? Tænker at jeg nok må vænne mig til den bekymring, for den vil være min følgesvend indtil jeg er færdig med min roman. Det er bekymringen der presser mig til at kunne nå lidt mere.

Hård hud

I biffen med min far og ude at spise. Vi så Up in the Air med George Clooney og den var faktisk god. Mainstream når det er bedst. Far spurge om det ikke var for meget for mig med alle de fyringer, men det mente jeg godt, jeg kunne abstrahere fra. Det var dog alligevel lidt råt må jeg sige.

Har samlet op på Linkedin i dag. Lavede en dum fejl i mit engelske cv som jeg skal have ryddet op i. Jeg ved godt, jeg skulle have lavet en ordentlig linje for linje korrektur, men det fik jeg ikke gjort. Nå, der er ikke så mange der har set det endnu, men det irriterer mig.

Det der Linkedin kræver altså lige lidt hård hud. Der er da nogle, som ikke har svaret mig, og hvor det faktisk har såret mig lidt. Så er det at tage fat i mig selv, holde fast i, at jeg ved, hvad jeg selv tænker og føler om de andre, og de har så deres grunde til at gøre, som de gør.

Det har været en dag, hvor romanskrivningen gik langsomt. Jeg var på nettet, og så gik iBooken i selvsving, og jeg lukkede ned. Da jeg tændte den igen var der en ’recovered file’ som jeg slettede. Det viste sig, at det var dokumentet, jeg havde siddet og skrevet i, og at det var forsvundet. Jeg blev simpelthen så ulykkelig, og det gik op for mig, at selv om jeg ikke følte, jeg havde skrevet vildt meget, så havde jeg lagt tanker og følelser i det jeg havde fået skrevet og jeg kunne virkelig ikke bære, at det var væk.

Heldigvis lykkedes det alligevel at finde filen.

Aftenen med far satte flere tanker i gang. Filmen handlede om livsvalg, om relationer, om familie.

Den vedvarende bevægelse mellem sorgen over det, jeg aldrig får, og lysten til at bruge de muligheder jeg har.

Den værgen jeg fortsat føler over for skriveprocessen. At jeg lige skal tvinge mig selv til computeren hver dag. Vil den forsvinde? Vil lysten til at skrive blive stærkere end modstanden?

I must make more maps

CV og Linkedin tager tid og opmærksomhed. Det har været grænseoverskridende at sende invitationer til folk. Heldigvis har jeg fået en del søde svar fra folk, jeg har mistet kontakten med, så det har været fint. Men pludselig er jeg på jobsøgning, og så forsvinder fokus fra arbejdet med romanen.

Fik en mail angående projektleder stillingen. Det er ikke lige nu – heldigvis. De vender tilbage. Jeg blev helt desperat ved tanken om at skulle i arbejde allerede nu. Der er så meget jeg skal nå.

Hos W. i dag. Snestorm. Tog metroen til Kgs. Nytorv, gik i Magasin og købte Chanel 505 Particulière, den mest udsøgte muldvarpegrå neglelak. Alle mine negle knækker i kulden, men håbet er muldvarpegråt. Spadserede ad Store Kongensgade mod Østerbro, havde medvind, nød det og reflekterede over, hvordan det ser ud for mig, nu hvor vi er i februar.

Jeg talte med W. om, at jeg har nået mine mål for den første måned, og det er en god følelse. Men det virker skræmmende at jeg nu skal bevæge mig fra ”at komme i gang” med at skrive til ”at være i gang” med at skrive. Jeg skal skrive meget mere end jeg havde forestillet mig, og jeg skal slippe kontrol. Processen og arbejdet skal have lov til at få sit eget liv.

Hvad er det, jeg er ved at skabe? Et kunstværk eller et misfoster?

Any day I may litter puppies

Or mother a horse. My belly moves.

I must make more maps.

Angsten for at få et vanskabt ”barn”. Eller angsten for at få et ”barn” der bare er mit – og som ingen (af samme grund?) kan lide.

Angsten for at processen bliver kaotisk og uoverskuelig. Hvad den måske også bliver. Hvad den også er nødt til at være for at romanen kan blive til noget virkeligt. Noget skabt, ikke noget villet, ikke en fantasi.

Sætte mig og samle det hele til sidst, alle stumperne og stykkerne, se om puslespillet bliver færdigt, alle brikkerne er der. Hvordan det ser ud.

Goddag februar

Første dag i februar har været forvirrende. Jeg kom sent i seng i går aftes, fordi jeg havde knoklet med mit cv og med at få lavet min profil på Linkedin og få sendt invitationer til mine tidligere kollegaer. Vågnede meget sent. Følte mig træt.

Var ude at gå, kiggede butikker i Torvegade  trængte til at tænke på noget andet. Havde lige sat mig til computeren, da en af mine kolleger ringede angående en jobmulighed.

Det er hos en tidligere leverandør. Jeg kan rigtig godt lide den virksomhed og havde et fantastisk samarbejde med min kontaktperson. De skal måske bruge en projektleder, da de er ved at få en stor ordre hjem. Så det var virkelig spændende.

Jeg havde jo heldigvis mit cv på plads, men alligevel gik der i hvert fald en times tid med at læse korrektur og rette lidt i det. Så fik jeg det sent af sted. Talte også i telefon med en anden god kollega.

Det var fint nok, men så var jeg helt rundt på gulvet. Træt og forvirret. Hvad sker der med min roman, hvis jeg får job lige om lidt? Jeg blev ked af det og bekymret. Også bekymret fordi jeg stadig tvivler på min egen motivation.

Træt, træt, træt. Får jeg skrevet den bog færdig? Har jeg det, der skal til? 

Klokken var halvti, da jeg endelig fik tændt computeren. Og har skrevet over tre sider på halvanden time. Det går jo simpelthen rigtig godt. Det er så dejligt.

Ja, jeg vil det her. Det er MIT. Og jeg vil det. Så jeg er meget lykkelig over at føle, at jeg har rigtig fat.

Farvel januar

Det er månedens sidste dag, og den har stået i cv’ets tegn. Mit cv var en af de ting jeg skulle have på plads i januar måned, og jeg har fået udarbejdet det på dansk og engelsk her på falderebet.

Jeg har også fået lavet min Linked-In profil. Jeg er godt tilfreds med at jeg har overholdt min aftale med mig selv. Nu skal jeg i gang med at sende ansøgninger af sted.

Vågnede til den mest fantastiske snestorm. Jeg har aldrig oplevet noget lignende – det er helt vildt. Var ude at gå midt på dagen. Der var en del børn og familier ude at kælke ved volden.

Har ikke fået skrevet på romanen i dag. Det nåede jeg simpelthen ikke. Jeg har skrevet hver dag i denne måned med få undtagelser, og aldrig sprunget mere end en dag af gangen over. Det er ikke blevet til frygtelig mange sider. Men jeg har en plan for den kommende måned.

Jeg havde også en målsætning om at publicere et indlæg på bloggen hver dag – det har jeg også overholdt.

Spekulerer over bloggen. Jeg er i tvivl om værdien. Jeg ville bruge den til at fastholde mig selv i skriveprocessen, sådan har den også fungeret ind i mellem, men den har tendens til at blive en ekstremt redigeret dagbog – hvor jeg så ikke får skrevet den rigtige dagbog, hvilket betyder, at der er meget jeg ikke får samlet op, fordi det ikke hører hjemme her. Det der er meget privat.

Jeg kan godt lide det at publicere noget hver dag, også selv om jeg mig bekendt ingen læsere har andre end mig selv. Men bloggen er alligevel derude i verden, og nogen kunne jo komme forbi.

Jeg nyder også at tage billeder til bloggen, gå min tur eller bare se ud af vinduet og knipse det, der taler til mig.

Så jeg fortsætter lidt endnu og ser, om der sker ting med bloggen efterhånden som jeg skriver videre.

Toget

I går aftes blev jeg ked af det, syntes pludselig at alting hobede sig op. Nok også fordi jeg blev træt, havde måske lavet for meget, yoga og så videre i indre by, ordne forskellige ting og sager.

Jeg sover helt vildt meget i øjeblikket. En reaktion på min situation, sikkert også resterne af pandehulebetændelsen der trætter mig.

Vågnede nogle gange i løbet af natten, kunne høre, hvordan det stormede. Udenfor ligger sneen i driver, snerydningen kan slet ikke følge med, vejbanerne er beigefarvede, rabatterne beskidte. Gik en tur ved volden, sneen var som kold flormelis, dejlig at trampe i.

Satte mig til at skrive. Det er de her barndomserindringer der kalder på mig lige nu. Ved ikke hvor meget af det der skal med i romanen, men jeg skal skrive dem, bare skrive det hele ned, tømme mig for dem så jeg kan gøre mig fri til det næste.

Kan mærke at skrivningen er ved at komme rigtigt i gang nu. Som et tog der holder ved perronen. Vil jeg med – så er det nu. Vil jeg ikke med – så står jeg ved perronen og ser det køre, så taber jeg tråden, og jeg ved ikke, hvornår jeg finder den igen. Så det er uendelig vigtigt at holde dampen oppe nu.

Jeg skal skrive meget. Skrive hver dag og skrive meget. Ellers når jeg ikke det, jeg har sat mig for.