Farvel januar

Det er månedens sidste dag, og den har stået i cv’ets tegn. Mit cv var en af de ting jeg skulle have på plads i januar måned, og jeg har fået udarbejdet det på dansk og engelsk her på falderebet.

Jeg har også fået lavet min Linked-In profil. Jeg er godt tilfreds med at jeg har overholdt min aftale med mig selv. Nu skal jeg i gang med at sende ansøgninger af sted.

Vågnede til den mest fantastiske snestorm. Jeg har aldrig oplevet noget lignende – det er helt vildt. Var ude at gå midt på dagen. Der var en del børn og familier ude at kælke ved volden.

Har ikke fået skrevet på romanen i dag. Det nåede jeg simpelthen ikke. Jeg har skrevet hver dag i denne måned med få undtagelser, og aldrig sprunget mere end en dag af gangen over. Det er ikke blevet til frygtelig mange sider. Men jeg har en plan for den kommende måned.

Jeg havde også en målsætning om at publicere et indlæg på bloggen hver dag – det har jeg også overholdt.

Spekulerer over bloggen. Jeg er i tvivl om værdien. Jeg ville bruge den til at fastholde mig selv i skriveprocessen, sådan har den også fungeret ind i mellem, men den har tendens til at blive en ekstremt redigeret dagbog – hvor jeg så ikke får skrevet den rigtige dagbog, hvilket betyder, at der er meget jeg ikke får samlet op, fordi det ikke hører hjemme her. Det der er meget privat.

Jeg kan godt lide det at publicere noget hver dag, også selv om jeg mig bekendt ingen læsere har andre end mig selv. Men bloggen er alligevel derude i verden, og nogen kunne jo komme forbi.

Jeg nyder også at tage billeder til bloggen, gå min tur eller bare se ud af vinduet og knipse det, der taler til mig.

Så jeg fortsætter lidt endnu og ser, om der sker ting med bloggen efterhånden som jeg skriver videre.

Toget

I går aftes blev jeg ked af det, syntes pludselig at alting hobede sig op. Nok også fordi jeg blev træt, havde måske lavet for meget, yoga og så videre i indre by, ordne forskellige ting og sager.

Jeg sover helt vildt meget i øjeblikket. En reaktion på min situation, sikkert også resterne af pandehulebetændelsen der trætter mig.

Vågnede nogle gange i løbet af natten, kunne høre, hvordan det stormede. Udenfor ligger sneen i driver, snerydningen kan slet ikke følge med, vejbanerne er beigefarvede, rabatterne beskidte. Gik en tur ved volden, sneen var som kold flormelis, dejlig at trampe i.

Satte mig til at skrive. Det er de her barndomserindringer der kalder på mig lige nu. Ved ikke hvor meget af det der skal med i romanen, men jeg skal skrive dem, bare skrive det hele ned, tømme mig for dem så jeg kan gøre mig fri til det næste.

Kan mærke at skrivningen er ved at komme rigtigt i gang nu. Som et tog der holder ved perronen. Vil jeg med – så er det nu. Vil jeg ikke med – så står jeg ved perronen og ser det køre, så taber jeg tråden, og jeg ved ikke, hvornår jeg finder den igen. Så det er uendelig vigtigt at holde dampen oppe nu.

Jeg skal skrive meget. Skrive hver dag og skrive meget. Ellers når jeg ikke det, jeg har sat mig for.

Fredag

Det går fremad. I øjeblikket skriver jeg barndomserindringer. Jeg ved ikke. hvor meget af dem der skal indgå i romanen, men jeg kan mærke, at de skal skrives, for at jeg kan komme videre til næste trin i min hovedpersons udvikling.

Blev færdig med Hanne Ørstavik. Eller rettere sagt blev ikke færdig med den. Meget mærkelig bog. ikke umiddelbart fængende som de andre af hendes bøger jeg har læst, men ikke til at slippe af med. Hvorfor skrive? Hvad vil det sige at være lykkelig, hvilken lykke er mulig, hvordan være ærlig over for sig selv...

Der lyder stemmer nedenunder. Mødte underbos mor og bror forleden, de fortalte mig, at en ”finsk dame” er flyttet ind. Det kan jeg høre, hun taler i telefon på finsk. Har er så frygtelig lydt.

Startede på yoga i eftermiddags. Godt at blive strukket ud. Det var et hold af pensionister - hvad ellers en fredag kl. 14. De var så søde, og læreren har jeg gået hos før, jeg ved, hun er god.

Har spist sådan en asiatisk bøfsalat, en af mine yndlingsretter. Chili... Træt. Nu vil jeg se X-Factor. 

Er du ensom

I går aftes tænkte jeg over, hvordan jeg prioriterer min tid bedst. Jeg skal helst ud af lejligheden en gang om dagen. Gå eller cykle en tur, gå i Irma eller Netto. Men jeg skal helst ikke ud af lejligheden mere end en gang om dagen. Det stresser og forvirrer mig. Jeg har brug for lange stræk heroppe for at få den dybe kontakt med min indre verden.

Jeg lever med andre ord det mest kedelige liv, man kan forestille sig. Sådan er der nok mange, der ville se på det. Jeg kunne gøre hvad som helst, rejse, videreuddanne mig, opleve verden. Men det eneste jeg vil er at være her og skrive.

Är du ensam

så var det!

Du kommer att få stort sällskap

omsider.

Her til formiddag kom jeg i gang. Det føltes roligt og koncentreret, jeg mærkede hvor jeg skulle hen, skrev lidt om hendes arbejde og nogle barndomserindringer.

Så er det som om jeg bliver bange når det skrider fremad. At jeg bremser mig selv lidt – kom nu ikke for godt i gang.

Jeg gik en tur ved middagstid. Frostklar blå himmel. Kan ikke mindes at have oplevet så meget sne på Christianshavn. Gik en tur ved volden. Havde glemt hvordan sneen knaser når den er frisk og dyb. Beskidte driver langs kørebanen på Torvegade. Ingen sne på træerne. Solen havde smeltet den.

Irma, bibliotek, hjem, frokost. Sove til middag. Ville skrive videre men kom ikke i gang. På nettet. Martin Amis sviner Coetzee til. Jan Kjærstad sviner Karl Ove Knausgård til. Tænker over hvordan Coetzee arbejder med det selvbiografiske. Vil gerne læse Knausgård. Tænker over hvad jeg selv gør, hvad der virker, hvad der ikke virker. Det må gøres indefra og ud.

Har lånt sidste bind af Coetzees erindringer, skal være færdig med Hanne Ørstavik, inden jeg går i gang.

I aften vil jeg gense The Man Who Fell to Earth. Har ikke set den siden jeg var teenager. Har en idé om, at jeg kan bruge den.

Sne

Tidligt op og til tandlæge. Det betød at jeg skulle køre min gamle tur men kun til Lyngby. Det var dejligt at starte bilen. Jeg kunne mærke, at dagen er blevet længere, for det var ikke helt mørkt da jeg kørte lidt i otte. Det sneede og sneen tog til undervejs.

Jeg er kommet i tandlægeklinikken i Lyngby siden jeg var helt lille. Dengang var det hos mine forældres tandlæge, som for længst er pensioneret. Men tandlæge J. der lavede min fortandsbro som nyuddannet for snart 30 år siden er der stadig, og vi smiler altid lidt indforstået til hinanden, når vi ses. Det var et godt stykke arbejde han lavede, det holder endnu.

Jeg skulle ikke videre til Sorgenfri men hjem igen, og det var vemodigt og lidt svært. Sneen væltede ned, det var smukt men også vemodigt, for sneen er så sjælden.

Kom hjem. Drak te og sov lidt. Kredsede om computeren. Kom i gang. Skimmede de sider igennem jeg allerede har. Kan mærke, at der er noget i det. Kan begynde at se, hvad der virker, hvad der ikke virker.

Lytter til musik fra dengang. En slags research. Kan mærke at jeg kan bruge det. Sakser i teksterne, oversætter og bearbejder det der taler til mig. Det afspejler min hovedperson, hendes oplevelser og drømme.

Stille eftermiddag. Tænker også over min samtale med W. i går. Den sorg jeg følte i går aftes. Sorgen viser mig, hvem jeg er, og hvem jeg ikke er.

Kan ikke huske, hvornår der sidst har været så meget sne her på Christianshavn – den ligger i driver nede på fortovene og på gesimserne uden for mine stuevinduer. Der var helt mørkt på badeværelset i eftermiddags, fordi veluxvinduet er dækket af sne. Der er lyden af sne og is der løsner sig og slipper. Bilerne kører tungt og stilfærdigt nede på gaden. Der har været megen blæst, lige nu hører jeg den hive og flå i facaden.

At blive læst

Hos W. i dag. Vi talte om tyl drømmen. Vugge og brudekjole... nej, jeg skal ikke have børn, og jeg ser ikke lige mig selv som hvid brud. Vi talte om mine drømme, mine mål, om at tage tiden alvorligt, at jeg sørger for at nå det jeg skal.

Tog derfra og syntes, det havde været en god samtale. Følte mig stærk. Kom hjem og lavede wokmad med anderester og masser af grøntsager. God mad. Tænkte videre over vores samtale, over hvordan jeg når det jeg skal mens jeg er fritstillet. Og så blev jeg pludselig så ulykkelig at jeg satte mig til at stortude. Synes ikke livet handler om andet end alt det jeg drømte om, der ikke er lykkedes.

Efter at have grædt følte jeg at jeg var i kontakt med mig selv, om end det var en smertefuld kontakt. Det er mig. Det er, hvad jeg føler. At jeg er ked af det, men at der også er ting jeg gerne vil. Mål jeg vil sætte mig.

Jeg talte også med W. om, at jeg altid har en konkret læser i tankerne, når jeg skriver for alvor. Sådan har det altid været. Da jeg var barn, da jeg var ung og i dag. Da jeg var barn var det min lærer som jeg elskede og forgudede, senere har det været mænd der har betydet noget for mig. Har betydet meget for mig.

Så er der pres på. Det skal være godt, for det er ikke hvem som helst, der skal læse mine ord.

Forestillingen om den andens blik. Den andens blik der læser.

Lysten til at åbne mig. At blivel læst som en åben bog. Men en åben bog med hemmeligheder, faldgruber, overraskelser.

Forestillingen om at blive læst. Nydelsen i den andens blik. Den læsendes blik. Nydelsen ved at se den anden se.

Angsten for at blive læst med ligegyldighed. En angst der kan gøre skrivningen ond, gøre skrivningen til en straf. Straffen for at der ikke er kærlighed nok.

Eller skammen over begæret efter nydelsen ved den andens nydelse. En skam der kan sætte skrivningen i stå.

Tankerne om at blive læst gjorde jeg mig da jeg vågnede her til morgen. Derfor satte jeg mig til at skrive dem ned, så jeg ville huske dem til W. og til bloggen. Det var en rigtig dårlig idé, for der gik for meget tid med det, og det var svært at komme i gang med romanen bagefter. Jeg havde fået en idé til en scene jeg gerne ville skrive mens jeg spiste morgenmad, men da jeg endelig nåede frem til den, gik det trægt.

Gik en tur i vintersolen midt på dagen og så lykkedes det at få skrevet scenen. Synes ikke det blev særlig godt, men det er bedst at få tingene skrevet og ud af tankerne så jeg kan tage hul på det næste.

Hører John Cales Fear som jeg har lånt på biblioteket. Har ikke hørt den siden jeg var teenager og lånte den 1 mio. gange på Birkerød Musikbibliotek. Den er fantastisk! Var vild med den dengang men havde glemt hvor fed den af. Den vil jeg eje. 

Tid

Kom tidligt op og fik tændt computeren. Der gik en times tid med de sædvanlige destruktive tanker. Så kom jeg i gang, og det gik godt. Skrev et afsnit jeg ikke har troet jeg kunne skrive, fordi jeg ikke synes jeg kunne huske det. Mens jeg skrev dukkede erindringerne op og blev flettet sammen med personerne. Det var godt.

Drøm i nat: jeg er tilbage i gymnasiet og danser lanciers med A. Han vil danse med mig, vil ikke slippe min hånd, men i drømmen er der noget karikeret over situationen. Det er mange år siden, jeg gik i gymnasiet. Jeg gik ikke i gymnasiet med A. Fortiden. Lad den hvile.

Bekymringer. Mor og far bliver gamle. Far taler om at vi skal overtage sommerhuset, han synes, det er en belastning. Mor er sløj, hoster, lidt modløs. Tid....

Hunky Dory i baggrunden. Life on Mars. Min sang var det engang. Dengang jeg var 15. De drømme jeg havde, men det var ikke engang drømme. Fantasier og tankespind.

Ville ønske jeg orkede at skrive noget på romanen nu, men det gør jeg absolut ikke. 

Vippe

1 1/2 time med romandokumentet åbent, det er, som om koncentrationen glipper, jeg flytter mig et andet sted hen mentalt.

I går blev det ikke til ret meget og i dag altså heller ikke. Det jeg har lavet – sov længe. Te og avis. Fik muget ud, og det var tiltrængt. I det øjeblik jeg var færdig med rengøringen, havde været i bad, vasket hår og lavet frokost, begyndte de at bore nedenunder. Jamen det kunne jeg have sagt mig selv. Den nye lejer er vist flyttet ind, det går sådan set ok, jeg håber bare ikke der er et eller andet kæmpe musikanlæg der endnu mangler at blive monteret. Jeg havde tænkt mig at jeg ville tænde for computeren og prøve at komme i gang, men jeg kunne ikke være i stuen.

Jeg lagde mig ind i soveværelset, jeg var træt ovenpå rengøringen, selv om pandehulebetændelsen er på retur. Faldt i søvn og vågnede med et sæt ved 17-tiden. Havde set nogle jobopslag i Søndagspolitiken som jeg skulle se nærmere på, så gik der noget tid med at gå på nettet, finde jobannoncer, printe dem. Spekulere over min jobsituation, hvor svært det bliver at finde et job. Om jeg finder noget der bliver godt.

Og så var klokken mange.... spaghetti carbonara.

Hanne Ørstavik:

Og det er den vippe, den vippe det gælder, alt sammen. Skrive eller ej, vågne, stå op. Eller ej. Om du læner dig mod, falder ind og bliver der, inde, stum, eller om du alligevel må ud, skal ud, vil. Vil det, en gang til, i hvert fald forsøge. Vil og vil og vil.

Ja.

Så jeg forsøger. Og er bange. Og ikke stolt af mig selv. Så små skridt. Kan slet ikke se nogen sammenhænge endnu og ved ikke engang, om noget af det kan bruges. Jo, det tror jeg, men hvor meget, og hvor fører det hen.

Tænker at nu skal jeg prøve at få en reel arbejdsuge i den kommende uge. Stå tidligt op og gå i gang. Se hvordan det føles. Om jeg kan nå længere.

Tyl

Drøm i nat. Jeg skal se W. Jeg er i god tid, jeg er i så god tid, at jeg går derfra, synes ikke, jeg bare vil sidde og vente. På Hovedbanegården – hvad laver jeg der? Husker det ikke, men pludselig ser jeg på uret, klokken er ved at være over hel. Jeg skynder mig tilbage og går ind. W. siger: ”Vi er ikke færdige endnu”, og det går op for mig, at der ligger en anden på briksen. Den er dækket af tyl, tyl fra loftet som en himmelseng. Jeg skynder mig brødebetynget ud. Jeg ved, at det er helt uacceptabelt at forstyrre på den måde.

Briksen.... i drømmen var den som en vugge, men med alt det tyl var den også som en brudekjole.

Hovedbanegården... i går aftes så jeg Julia Butschkow fortælle om sin roman Apropos Opa, hvor hovedpersonen arbejder hos en urmager på Hovedbanegården. Pointen er at hendes eget liv er sat i stå.... jeg tænker på Dickens’ Miss Havisham, som standsede alle urene i sit hus, da det på bryllupsdagen gik op for hende, at hendes udkårne ikke elskede hende. Hun tog aldrig nogen sinde sin brudekjole af, lod bryllupskagen stå på bordet.

Miss Havisham, som planlagde en ondsindet hævn der gik frygteligt galt med stakkels Estella som redskab.

Sorg og misundelse. De evige temaer.

Skrev intet i går. I dag var også hård, men jeg kom dog i gang og fik skrevet et portræt. Det hjalp noget. Det føles som om alt der på nogen måde er fiktion og i det hele taget alt plotdrevet er bandlyst.

Aften... læste videre i Hanne Ørstaviks Kaldet – romanen. Den forekommer mig så manieret i forhold til hendes tidligere bøger, og så kan jeg alligevel mærke, at det virker – journalisten der kalder sig Bill, hendes pink mohairsweater, de to kvinder der spiser syltetøj af krukkerne.

Jeg læste som altid mens jeg spiste:

Jeg spiser det samme til aften hver dag, omkring klokken fem. Jeg river en halv rødbede og en gulerod, nogle skefulde bønner fra en skål, resten sætter jeg i køleskabet til dagen efter. En avocado og en skive groft brød til. Varm te. Så der er noget varmt. Over salaten en skefuld olie og lidt salt, jeg sætter peberkværnen på bordet.


Sultekunstneren, der triumferende og ængsteligt viser sit salatblad frem. 

Tænker jeg, der nød rødvin, andebryst og appelsinsalsa.

Jeg hørte engang et interview med Marguerite Duras, hvor hun sagde, at kvinder skal lave mad til andre. Det er vigtigt.

Jeg forstår hendes pointe på mange niveauer.

Miss Havisham med sin indtørrede bryllupskage.

Detox dit liv eller lav mad, som om du skal dele det med nogen. Er forskellen den samme, hvis du spiser alene? 

The New Notebook Full Of Stuff and A Smattering of Early Paragraphs

Klokken er næsten seks, jeg vågnede med et sæt lige før og opdagede, at jeg var faldet i en dyb søvn. Havde lige lagt mig i 10 minutter for at samle mig, og pludselig var der gået en time. Hvad drømte jeg? Noget med et brusebad, noget med at passe nevøerne, men der var også en pige, en stor pige, mit håndklæde var drivvådt.

Har endnu ikke fået skrevet noget i dag. Jeg forstår ikke helt, hvad der skete. Stod halv sent op, stadig plaget af denne pandehulebetændelse eller hvad det er. Tændte for computeren. Åbnede romandokumentet. Synes jeg skulle på nettet og så er fanden jo løs. Der er uanede mængder af ting, jeg lige skal tjekke op på. Det er sådan set i orden, ikke mindst da jeg fik bestilt noget musik på biblioteket, som jeg skal bruge til research. Men det er ikke i orden at bruge min skrivetid på det.

Så krævede hverdagen mig på forskellig vis, eller det bildte jeg mig i al fald ind, at den gjorde. Fik vasket, besluttede mig for at jeg var for sløj til at gøre rent, gik en tur, var i Brugsen og Irma.

Langt om længe fik jeg spist sen frokost og tændte igen computeren. Og brugte tid på ingenting. Jeg fik åbnet dokumentet med romanen, men kom ikke i gang.

Jeg faldt over en artikel på The Observer’s hjemmeside – en af mine yndlings spild-af-tid sites. Den er skrevet af en forfatter, der hedder A.L. Kennedy. Jeg kender hende ikke, men hendes betragtninger over det at komme i gang med en ny bog var ret skønne:

A long project is, as you will realise, a massive and potentially ludicrous commitment of time and enthusiasm which could come apart in your hands at any moment, could promise wonders, cough twice and then turn into ashes and sand at the end of three years' preparation and one year's labour.


Hun er sygdomsramt som mig, hvilket åbenbart bare er en del af det at komme i gang. Hun beskriver rædslerne ved denne del af processen, eksempelvis:

I suddenly feel I have exactly the emotional tone and progression for the opening section, it is exciting, clear and inviting: I reach the page and it all veers off somewhere horrible and leaden while I get overly concerned about a tiny and possibly irrelevant description ...


Fortæl mig lige noget, jeg ikke har oplevet!

Og så rammer hun i plet med dette gode råd:

A greater part of writing than you might suppose relies upon the writer ignoring or temporarily setting aside a whole circus troupe of ugly fears and just typing in spite of them.


Tjaeh. Der er ingen vej uden om. Bare se at komme i gang.

Hele artiklen kan læses her

Find a city

Forkølelsen har bidt sig fast, den har sat sig i pandehulen, jeg har hovedpine og er træt.

Går rundt om og til og fra computeren. Har skrevet i nogle timer i dag. Langsomt.  Synes at jeg mere og mere fornemmer tonefaldet, at jeg ser romanens form. Kan se at det jeg har er meget råt, meget skal skrives igennem, en del bliver kasseret. Men kan se at der er noget der fungerer på en helt anden måde end tidligere.

Det virker autentisk.

Så noget får jeg produceret.

Ellers... er sikker på at jeg bliv smittet med forkølelse i Fitness dk forrige mandag. What a hæsligt place. Folk virker som robotter bag maskinerne, der er grimt og støjende. Jeg glæder mig til at det bliver vejr til at løbe ude. I dag meldte jeg mig til et yogahold i Studiestræde. Start i næste uge. Cyklede ind til byen for at bytte skindjakke som jeg alligevel ikke er helt vild med. Købe yogatøj i stedet. Kiggede efter den nye Chanel neglelak jeg vil have, de har ikke fået den endnu.

Hører VU som altid. Vanemenneske.... Hvem var det der skrev om Lou Reed: ”An unsympathetic personality and an escalating drug problem....”?

I øvrigt opdagede jeg at det er en god idé at researche ting til romanen. Ikke fordi jeg bruger det på en journalistisk eller kulturhistorisk måde, men fordi det inspirerer mig.

David Byrne:

I'm checking them out

I'm checking them out

I got it figured out

I got it figured out

There's good points and bad points

But it all works out

I'm a little freaked out

Find a city

Find myself a city to live in.

Ydre Nørrebro

Jeg kørte ud til Haraldsgadekvarteret i formiddags. Det var begyndt at sne, hvilket var meget passende, for det var nogle kolde vintre dengang jeg kendte det sted godt.

Parkerede og gik omkring. Meget er forandret, alt er blevet mere utilgængeligt med dørtelefoner, gitre og afspærringer. Men meget lignede sig selv.

Det er et trist kvarter. I sin tid sandsynligvis et ordentligt, småborgerligt kvarter, men i dag som for 30 år er det hullede gader, nedslidte huse og gamle mennesker. Og så det grimme 1970’er byggeri midt i det hele.

Jeg tænker, at der nok er et andet liv i weekenderne, når folk har fri. Men der er ikke noget, der er smukt derude. Der er trøstesløst. Jeg havde slet ikke lyst til at tage billeder.

Jeg gik rundt og kiggede. De fleste af butikkerne var nye. Det var koldt og det sneede. Jeg var tørstig, jeg skulle tisse, jeg så mig om efter en café, men fandt ingen, og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at blive. Jeg tænkte – lad mig komme ind i min varme bil, lad mig komme hjem til Christianshavn, lad mig komme tilbage til mit liv.

Så kom jeg hjem. Satte mig til at skrive. Der var nogle ord som fangede min opmærksomhed. Stærke ord fra gaderne i kvarteret.

Ved ikke lige, hvordan jeg skal bruge dem.

Havde en ked-af-det stund. Fordi jeg synes der er så stor usikkerhed om romanen, selv de mest elementære beslutninger er ikke rodfæstede, det hele kunne forsvinde som dug for solen og vise sig at være en illusion.

Vil jeg det nok? Kan jeg det?

Nu vil jeg skrive lidt videre, se lidt på de stærke ord, tænke om der er andre stærke ord.

Mål

Hos W. i dag. Det var en time jeg fik meget ud af og som altid var det noget andet jeg fik med mig, end jeg havde regnet med.

Jeg har været meget tilfreds med at jeg har fået skrevet hver dag undtagen søndag, hvor jeg var for sløj. Jeg føler en angst omkring skriveprocessen som godt kan lamme mig for en stund, men jeg satte ord på, hvad den handler om. Det gjorde jeg med udgangspunkt i Klein og Segals tanker om kreativitet, som er den teori der giver mening for mig i forhold til min historie.

Jeg kan godt se, at jeg er bange for det flow der er ved at opstå, bange for, hvor det vil føre mig hen. Kan jeg give mig selv lov til at skabe noget uden at frygte andres misundelse, uden at måtte give det fra mig eller ødelægge det?

I går fik jeg skrevet mig ind på hovedpersonens sindstilstand, hendes oplevelser af sin omverden og sig selv. I dag fik jeg skrevet et afsnit om en koncert, som jeg synes tog hul på at gengive hvad det var, jeg oplevede, når jeg gik til koncert. Meget tilfredsstillende at nærme mig det.

Det kom jeg med til W. Jeg tænker, at jeg havde brug for at vise hende, at jeg kan klare mig selv. Det havde jeg brug for, fordi jeg har været syg og har følt mig meget sårbar.

Det er også rigtigt, at jeg kan klare mig selv. Men jeg har brug for at tale med W. Hun holdt mig fast på det, jeg sagde, og fik mig til at tænke over, hvordan jeg kan bevæge mig fremad.

Jeg er gået rundt om computeren nogle timer hver dag og har måske siddet og arbejdet et par timer. Det er ikke nok, hvis jeg skal lykkes med at nå mine mål.

Jeg kan se, at jeg skal til at lave en arbejdsdag for mig selv hver dag. Jeg skal udrette noget. jeg skal udrette mere, end jeg har gjort hidtil i denne måned. Det er jeg klar til nu. Det er en god følelse.

I morgen har jeg et projekt der hedder at køre en tur til Nørrebro og besøge et meget vigtigt sted. Det er faktisk noget jeg har tænkt på længe. Så hvorfor ikke gøre det nu.

Så skal jeg til at lave program for hver dag, så jeg har en to-do liste jeg kan krydse af.

Jeg skal også have mit cv på plads i weekenden, så jeg kan komme i gang med jobsøgningen.

En hård tid

Det er en hård tid. Orker ikke at gå i seng om aftenen, fordi jeg ved, at jeg bare vil ligge og vende og dreje mig på grund af forkølelsen. En lang nat på en klæbrig overlevelsesmikstur af erotiske fantasier og drømme om succes på alle planer. Da jeg var ude at tisse kunne jeg se i veluxvinduet at det havde sneet. Det var det eneste lyspunkt. Vågnede og så virkede det hele bare gråt. Sneen for sen og for lidt.

Ked af det. Kom i tanke om en tekst jeg skrev for længe siden, som jeg måske kunne bruge. Fandt den ikke, men i stedet dukkede gamle dagbogsnotater, kasserede digte, stumper af romaner op. Alt det der ikke er lykkedes i mit liv hånede mig. Jeg græd. Så glemte jeg da forkølelsen for en stund.

Måtte ud at have luft. Godt jeg gjorde det. Nede ved volden var der helt fortryllet af sneen og ikke mange havde gået der.

Talte med en af mine tidligere kollega fra moderselskabet, som jo stadig eksisterer. Hun ville høre om jeg vil tjekke en dvd inden de sætter produktionen i gang. Det vil jeg naturligvis gerne. Det var rart at snakke og høre lidt om, hvordan det går.

Satte mig til at skrive. Det gik faktisk godt. Fik ad omveje fat i nogle ting. Synes jeg begyndte at kunne fornemme et tonefald.

Så det er, hvad jeg kan lige nu. Fantasere, græde, skrive. Godt så.

Intet

Har intet skrevet på romanen i dag. Fuldstændig underdrejet af forkølelse.

Tiden smuldrer. Har det som om jeg er alene på en fremmede klode isoleret fra resten af verden.

Tænker at jeg vil i gang med jobsøgningen, at jeg skal have lavet mit cv færdigt. Kan ikke holde ud at gå rundt heroppe med hestehale og uden makeup i lag på lag af sweatre og trøjer mod kulden. Savner neglelak, læbestift, høje hæle. Savner at være på og blive set.

Orkede ikke engang rigtig at læse. Fandt gamle kendinge frem.

Sylvia Plath:

Dawn came, black and white graying into a frozen hell. I couldn’t relax, nap, or anything. This was Friday, the worst, the very worst. Couldn’t even read, full of drugs which battled and banged in my veins. Everywhere I heard bells, telephones not for me, doorbells with roses for all the other girls in the world. Utter despair. Ugly, red nose, no force. When I was psychically saddest, crash, the sky falls in and my body betrays.

En grå dag. Sneen er ved at forsvinde. Triste gamle rester ligger tilbage. Den bedste tid var mellem 16 og 17, hvor vinduerne i bygningen overfor blev gyldne af lys, murstenen glødede, himlen var blå.

Da jeg hverken kunne sove eller læse, og der ikke var noget jeg gad se i fjernsynet, så jeg Doris Day og Rock Hudson på dvd. Nescafé med minimælk og økochokolade. Tidsfordriv.

I morgen skal blive en produktiv dag. Det er for hæsligt og nedbrydende at spilde en dag som jeg gjorde det i dag.

Afstand

Topper forkølelsen i dag? Søvnløs nat og lang dag. Tidsspilde og elendighed. Sig det er løgn -  har lige sat mig, og så begynder de at hamre nedenunder.... Jeg står da i et modsætningsforhold til kosmos i øjeblikket.

Tændte for computeren i eftermiddags og skrev 1/2 side. Jeg overvejede at lade være, følte mig absolut ikke kreativ, men jeg turde ikke andet, for jeg tænkte, at hvis ikke jeg skrev i dag, så ville der være en anden undskyldning for ikke at skrive i morgen, og pludselig ville jeg være langt væk fra stoffet igen. Synes ikke rigtig jeg nåede nogen vegne, men havde dog fat.

I går dukkede H. op: 18 år, dunkindet og med pibende stemme. Skrev den scene færdig i dag. Jeg så ham tilfældigt for tre år siden. Tænker på mit persongalleri, hvor unge og håbefulde vi var, hvordan det senere gik. Så føler jeg mig som en ond gud, eller som om der er en ond gud, og hvis side er jeg på? Hvad kan jeg gøre? Hvor stort et ansvar jeg har også over for andre end mig selv.

For tredive år siden var der nogen der gik ind ad en dør et sted og mødtes. Og måske var der kaffe og hjemmebagt kage, eller der var middag, og vi havde vin med. Og det var efterår, det var forår, det var sommer, og vi stillede cyklerne, eller det var vinter, og vi var med toget eller med bussen.

Slæbte mig ud at handle. Laks, rødbede, gulerod. Rugbrød fra Lagkagehuset.

Er bare heroppe og taler ikke med nogen... håber jeg har det bedre i morgen.

Forkølet

Har ikke været uden for en dør i dag.

Tænkte: Hvad er godt mod forkølelse?

Duften af lavendel og vanilje på huden. Chai te. Cox orange. Echinacea.

Det hjalp, i hvert fald forhindrede forkølelsen mig ikke i at skrive et par timer. Nu er personerne begyndt at dukke op. Det giver anledning til mange følelser, som jeg alligevel ikke rigtig mærker, fordi jeg er helt stoppet i hovedet.

Har sovet lidt og læst Hanne Ørstavik.

Nu er de i gang med støjende værktøj nede hos underboen. Gad vide hvornår den nye lejer flytter ind?

Ro

Vågnede og følte mig sløj. Har ondt i halsen. Det gjorde ikke humøret bedre. Det er svært at skriveprocessen er så skrøbelig og usikker. Jeg har endnu ikke rigtig fat og ved ikke, om jeg får det. Jeg føler mig alene og ked af det.

Jeg ved, at det er rigtigt for mig at bruge min tid og mine kræfter på at komme ind i min roman nu. Men jeg kan godt blive i tvivl og tænke på, om ikke jeg skulle være jobsøgende for fuld hammer. Hvad nu hvis det ikke lykkes, hvis jeg bruger tiden på ingenting, mens mine kompetencer ruster.

Måtte have fat i Roethke:

I shook the softening chalk of my bones,

Saying,

Snail, snail, glister me forward,

Bird, soft-sigh me home,

Worm, be with me.

This is my hard time.

Gik rundt om mig selv og computeren i et par timer. Kom endelig i gang. Så skete der det, at jeg for en kort stund blev så optaget af det, jeg skrev, at jeg helt fortabte mig i det.

Det var sådan en god oplevelse, og det gav mig en fornemmelse af, at det vil være muligt at komme ind i et godt flow.

Skulle købe ind og gik i Døgn Netto via volden. Der var glat at gå, sneen er ikke ryddet. Blev overrasket over at se, at der var folk ude at løbe. Jeg fik lyst til at komme i gang, og det vil jeg, så snart det ikke er frostvejr.

Kom hjem. Er sløj. Håber ikke jeg har feber. Tager den med ro.

A lively understandable spirit

Once entertained you.

It will come again.

Be still.

Wait. 

Tålmodig

Tidligt op og til læge. Det forstyrrede min dag. Jeg var hjemme igen allerede halv ti, men det var svært at tage tråden op. 

Hos lægen: ikke rigtig noget at bemærke, hvad jeg nok selv mente. Skal på laboratoriet i Pilestræde og have taget en blodprøve, fordi sygeplejersken ikke kunne finde ud af at tage den. Jeg sagde det til hende, jeg siger det altid – mine blodårer er ekstremt tynde – men de tror ikke på det indtil de sidder og roder rundt med kanylen. Jeg følte mig sårbar, det mindede mig om min barndom, hvor jeg var for tynd og skulle til kontrol, og der altid var nogen der rodede rundt i min arm med en nål, hvis ikke der var nogen der rodede rundt i min mund med et stålinstrument. 

Tiden som en frygtelig elastik: denne dag er såaaa lang og vupti, se lige hvor mange der er gået, og hvor få der er tilbage.

Satte mig til at skrive. Skrev noget jeg har skrevet før men på en anden måde, hvilket langt fra er nogen garanti for at det virker. Men det føles anderledes.

Det gik langsomt.

Jeg tænker at jeg skal være tålmodig, men det er svært.

Jeg tænker på, at jeg aldrig har kunnet holde ud at være hjemme. De perioder hvor jeg har skullet det har aldrig været gode. Den opgave jeg har sat mig selv på, kan jeg fuldføre den?

Det vil jeg. Jeg må være tålmodig lidt endnu.

Der skete det i dag, at jeg kunne mærke, at jeg var der i den tid for længe siden. Alle mulige detaljer dukkede op. Stemninger og følelser.

Det forvirrede mig, for skal alle disse detaljer med? Nej, sådan er det jeg skriver nu slet ikke. Men er det forkert? Det føles, som om jeg skal gøre det, jeg gør. Men der er ingen garantier for, at jeg gør det rigtige. 

Lever drømmen her?

Hos W. i eftermiddags. Første gang efter nytår. Tænkte da jeg cyklede hjem, at jeg hele julen har håbet, jeg ville kunne sige til hende, at det gik godt. Og det kunne jeg – det går udmærket, det går som jeg kan forvente, det er svært. Det værste ville have været at blive bombet tilbage til stenalderen og kæmpe for ren overlevelse. Sådan er det ikke.

Jeg fortalte hende om min målsætning for januar. Komme godt ind i skriveprocessen, lave min blog og skrive på den, lave mit cv og oprette en profil på Linked-In. Ikke andet. Så kan jeg gøre status til februar og beslutte næste skridt.

Da jeg ankom havde nogen sat en plakat i et vindue i ejendommen: ”Lever drømmen her?”. Meget morsomt. Jeg tog et billede til bloggen.

Fik skrevet i dag og har en god kontakt til stoffet. Men det er meget usikkert, hvordan det går. Er jeg på rette vej? Kommer jeg ind i et godt flow?

Meget mærkeligt at det er blevet isvinter i år. Det passer til min bog. De vintre i startfirserne – de var kolde.

I går fyldte det destruktive meget. En kunstner som Kathy Acker appellerer til nogle reaktioner, som ikke er dækkende for, hvem jeg er, men de er fristende. Det gælder også hendes mest nærliggende arvtager Tracy Emin, som godt nok er billedkunstner, men Ackers tidlige værker er faktisk fulde af tegninger. Barnetegninger.

Sorg og misundelse. Der er ingen vej udenom, hvis jeg vil leve. Ellers må jeg gøre mig tom. Intet se, intet høre, intet føle.

I dag har jeg skrevet og været i vaskekælder og været i ro. Det har været godt.

Snefnug eller stjerne

Kathy Acker link på Kornkammer. Til et meget sympatisk talende hoved, men han talte mest om sig selv, og jeg hægtede mig af undervejs.

Fandt Blood and Guts in High School frem. Den skabte en revolution i mit sind, da jeg i sin tid opdagede den. Kan man overhovedet kalde Blood and Guts in High School for en bog? Den er så ubærligt grim, pinlig, grotesk og infantil. Obskønt eventyr og perverteret udviklingsroman.

My bedroom’s function is also unclear. Its only furniture is two barber’s chairs and a toilet. It’s a gathering place for men.
        Hotel men dressed in white and black come in and want to hurt me. They cut away parts of me. I call for the hotel head. He explains that my bedroom used to be the men’s toilet. I understand.
       My cunt used to be a men’s toilet.
       I walk out in a leopard coat.

Jeg kan lide Acker inden hun blev så postmoderne og intellektuel. Kan lide den rå udgave. Sort humor og en fuckfinger til den litterære tradition.

Er træt ovenpå dagen i går. Føler mig uden for så mange ting i livet. En overlevende i udkanten af verden.

I går aftes havde jeg lyst til at gå i gang med målrettet jobsøgning. Finde et nyt job, hvad som helst, omgående. Hvorfor? Jeg har fire måneder med løn. Kan jeg ikke holde ud at blive konfronteret med mig selv?

You couldn’t tell the difference between a snowflake and a star.

Koldt og hvidt. Noget bliver, noget forsvinder.

Et stille øjeblik på isen

Dejlig dag i Holte. Skøjteløb på søen med nevøerne – den store susede rundt og førte sig frem, den midterste ville slet ikke have skøjter på, den lille blev trukket i en kælk. Mig i mors gamle skøjter, og jeg tænkte på historien om, hvordan mor og far satte hinanden stævne midt på Virum sø om vinteren, da de var teenagere. Den gang der var isvintre til.

Nu er jeg for træt til at skrive. Det er minusset ved sådan en god dag. Måske senere i aften.

Da jeg havde fundet balancen og susede lidt mere frigjort rundt, dukkede følgende linier op:

Mit bryst er fyldt med skøjtende skolekærester

der har ridset deres fine mærker i mit klaprende frosthjerte,

og for hver vinter står arrene skarpere

og jeg vil rumme dem, bære disse liggende 8-taller

langt ind i det næste årtusind

om det så skal ske siddende i en rullestol.

Det blev et stille øjeblik på isen.

På vej

Så var det jeg indså, at der kun er én vej frem. At skrive hver dag.

Det betyder at trodse angsten hver dag.

Drøm i nat: Jeg er i sommerhus. Det er nat. Jeg vågner og rejser mig, jeg er nøgen og vil trække gardinet for. En lyskegle fra en bil oplyser rummet. Jeg går udenfor. Det er dag. Nogen har gang i et byggeprojekt ved siden af og har parkeret på vores grund. De har også læsset grus og sand af hos os, der ligger et mindre bjerg, grunden er fuldstændig hærget. Små fyrretræer stukket ned i bakkerne. Jeg tænker, at jeg må ringe til far, han må tage affære. Så går det op for mig, at far er gammel, han vil ikke kunne hamle op med naboen.

Vågner og er bange. Falder i søvn igen. Sover ubegribeligt meget for tiden. Sover og dagdrømmer.

Gjorde rent fordi jeg vil holde fast i rytmen – tøjvask og rengøring i weekenden, ellers går hverdagen op i praktik.

Mødte underbo på vej ind, da jeg var på vej ud – sammen med en pige. Ny kæreste? Logerende? Hun så sød ud. Larm nedenunder nu, boremaskine i gang.

Satte VU 2 på og satte mig til at skrive. Den musik er helt rigtig til mig nu.

Candy says I’ve come to hate my body

And all that it requires in this world

Ikke fordi jeg hader min krop. Jeg tænker på min ungdom. (Maybe when I’m older....)

Så skrev jeg. Og det ligner ikke noget der kan bruges til noget, men jeg havde en følelsesmæssig kontakt med det jeg skrev. 

Lys

Lå og småblundede på sofaen i skumringen, mens jeg hørte Velvet Underground. Så slog det mig – det er det jeg vil med min roman. Den stemning. Enkelt, jordnært (bynært - menneskenært), stemningsmættet. Igen: hvordan?

Er blevet klar over at der er for mange stressfaktorer jeg skal have gjort noget ved for at få plads til at skrive. Ringede til Sorgenfri – moderselskabet lever jo, det er kun datterselskabet hvor jeg var ansat der er lukket. Forhørte mig om diverse udeståender med hensyn til skat og pension og hørte lidt om, hvordan det går. Det var en lettelse. Så fik jeg lyst til at tage i fitnesscenter, pakkede tøjet og cyklede ind til byen. Mit program var væk – så længe er det, siden jeg var der sidst. Så jeg nøjedes med at løbe en meget forsigtig tur på 1 km. – vil ikke risikere at skaden bryder op igen. Og fik en tid til at få lagt et nyt program på mandag.

Det at få brugt kroppen gjorde mig i så godt humør, at jeg tog fat på cv’et, da jeg kom hjem. Fuck for et nørdearbejde at få det på plads. Men nu er jeg i gang.

Gøre de rigtige ting

Da jeg vågnede i morges, følte jeg sådan en længsel efter at tage fat på min roman igen. Ideen fra i går om at have et nutidsplan som udgangspunkt virkede meget fremmed. Det er en god følelse, at jeg gerne vil i gang med romanen. Men spørgsmålet er stadig, hvordan jeg kommer det.

Sover længe. Sover uroligt. Føler mig træt.

Mødtes med B. på Wilder i formiddags. Hun skriver digte i øjeblikket. Romanen som hun har skrevet på i 8 år er stillet i bero. Ikke særligt opmuntrende. Men hun havde nogle gode råd. Om at gøre det der ligger lige for, og ikke gøre det at skrive til et projekt, men til en praksis.

Læste det meste af Repremiere i mit indre mørke i eftermiddags, havde læst flere af teksterne før, men det var meget afslappende, og jeg grinede af flere ting. Så gik de i gang med væggen nedenunder ved 17 tiden. Jeg kunne ikke holde ud at være i lejligheden, så jeg tog ind til byen, selv om jeg egentlig var for træt. Gik lidt i butikker, købte en Nike løbe t-shirt på udsalg og gik i Grand. Havde tænkt mig at jeg ville se Coco før Chanel, fordi jeg ikke kan håndtere noget som helst udfordrende i øjeblikket. Den var udsolgt, så jeg så The Imaginarium of Dr. Parnussus i stedet for. Heath Ledgers sidste film. Den var visuelt stærk, men meget støjende, og jeg blev træt i hovedet.

I morgen skal jeg bare have en rolig dag.

Fik en mail fra min svigerinde i dag. Hun var på vej til Schweiz i forbindelse med jobbet. En virkelig sød, støttende og motiverende mail om min situation. Hun har jo selv lige været der og sidder nu i et super godt job, så hun er den rette til at komme med gode råd. Jeg gør de rigtige ting, men har allermest brug for at give plads, så skriveprocessen kan komme i gang.

Udsyn

Har været meget i krise med min roman. Tænkte over, hvordan jeg kunne få et flow. Det var som om jeg ingen følelsesmæssig adgang havde til det stof, jeg ønskede at forløse.

Så skete der det i dag, at jeg fik den idé, at jeg skulle tage fat i nuet og have nuet som udgangspunkt i stedet for at have fortiden som udgangspunkt. Skrev lidt og synes, jeg føler mig friere. Nu vil jeg arbejde lidt videre med det og se, hvad der sker.

Det betyder, at det, der skulle have været blogstof er blevet bogstof. Ved ikke rigtig, hvad det får af konsekvenser for bloggen her.

Men altså: Mødtes med min direktør – nu eksdirektør – på Wilder. Glad for at se ham. Han gav mig Lykke Friis’ Østers på Kempinski i afskedsgave. Han synes, jeg skulle tage til Berlin – nu har jeg tid til det. Godt set og godt tænkt. Det var rart at tale med ham. Han var til jobsamtale i går, jeg håber han får jobbet, han fortjener det. Han er en af de bedste chefer, jeg har haft.

Januar, et uforklarligt savn

På posthuset i går. Hvem i alverden går på posthuset kl. 12?  Hvem går i det hele taget på posthuset. Tåber og idioter at dømme efter personalets hånlige ekspedition af dem før mig i køen, som ikke forstod at udfylde diverse formularer korrekt. Jeg kunne være gået på netbank, men ville ud og gå lidt. Folk der har for meget tid går på posthuset. Folk der går på posthuset har ikke noget liv.

Mødte Søren N. uden for Lagkagehuset – han har atelier her i kvarteret. Jeg fortalte, at jeg var blevet sagt op og fritstillet, og han sagde, så er det første dag, du ikke skal på arbejde. Ja. Og det var ok, jeg kan godt lide ham, hans kone var en af mine yndlingskolleger, en god samarbejdspartner, en man kunne stole på.

Om aftenen gik jeg på grillbar efter burger og cola, fordi jeg ikke gad lave mad, ikke gad gå i Irma, syntes skodmad passede til mit nye taberliv.

Mødte min underbo på vej op ad trappen, hvor han kom slæbende på en gipsplade. Han har fundet en logerende foreløbig for de næste fire måneder og skal have sat en væg op. Lejligheden nedenunder er sammenlagt, men efter han blev skilt, bruger han ikke den del af den, som ligger under min. Fortalte ham at jeg var blevet sagt op og fritstillet, så jeg var rigtig meget hjemme for tiden. Han sagde, det prøvede han sidste jul, jeg skulle være forberedt på at der kom en reaktion. Jeg kan godt lide ham, og jeg forstår godt, at han vil leje ud. Men gik lidt i panik ved forestillingen om at få en støjende underbo netop nu.

Måtte opgive at læse mere Coetzee lige nu. Beskrivelserne af værelset som vandet trænger ind i, forsøget på at bygge en vogn, han kan køre moderen i. Drømmen om at flygte... Angsten har fulgt mig hele dagen. Bange for at falde på cykel i snesjappet, bange for at køre galt, hvis jeg satte mig ind i min bil, bange for at blive kørt ned i mørket, bange for at vægge og lofter skulle styrte sammen, når de gik i gang med den væg nedenunder.

Læste i Naja Marie Aidts samlede digte. Jeg har kun hørt hende læse op én gang for mange år siden, men jeg hører hendes stemme, når jeg læser hendes ting.

Hjemme

I dag var første hverdag, hvor jeg ikke skulle på arbejde. Havde sat clockradioen til kl. 8 og blev vækket af nyhederne som jeg plejer at høre på vej over Knippelsbro, eller på vej over Kgs. Nytorv, eller på vej mod Trianglen. Jeg ved, hvordan det ville have været. Sneen der lyser i mørket. Lyngbyvejen som to lange bånd, et hvidt og et rødt, efter Hans Knudsens Plads. Op i femte gear og derudaf i overhalingsbanen.

Meget mærkeligt at stå i mit køkken tyve minutter over otte, lytte til børnene nede i skolegården og tænke, nu plejer jeg at dreje ind på parkeringspladsen, nu plejer jeg at gå ind i køkkenet, sige godmorgen til Christina og sætte vand over til te.

Holder fast i rutinerne. Gå i bad, klæde mig på, lægge makeup. Tænde for computeren. Og så faldt der pludselig ro over mig. At jeg har tid. At jeg kan fordybe mig. Fandt de par sider frem fra i forgårs. Kan se, at jeg kan gøre noget ved dem. At jeg kan gøre den tid og det rum levende. Går lidt rundt om det. Er bange for at blive skuffet. Bange for at det ikke vil lykkes. Men har en følelsesmæssig kontakt med stoffet.

The small birds converge, converge
with their gifts to a difficult borning.

For let

I går aftes var jeg lettet over at finde en vej frem. Jeg gav mig hen til en forestilling om, at jeg nu har fat i den lange ende, at det kun kan gå fremad, at det bliver hamrende godt.
Resultatet er, at jeg slet ikke har turde skrive i dag.
Cyklede ind til byen for at bytte en julegave. Købte en læderjakke på udsalg. Ja, den er dejlig, muldvarpegrå, feminin og lidt rå.... Men den hjælper mig ikke til at skrive sider.
Husk: Skriv først.
Det var bidende koldt udenfor. Så koldt, at det mindede mig om min barndom og min ungdom. Inden i handskerne prikkede det af kulden i fingrene, og blæsten nev i ansigtet.
Hjemme begyndte jeg på Coetzees Life and Times of Michael K. Den er fantastisk, men det er hårdt at læse den slags bøger, når jeg føler mig så udsat selv. Jeg blev ked af det og bange.
I morgen er det mandag, men jeg skal ikke køre til Sorgenfri...

Natur

Hjemme igen. En anstrengende tur på isglatte veje, hvor jeg må have brugt det meste af en dunk sprinklervæske på at holde forruden sigtbar. Nick Cave på lydanlægget. Min sommermusik, men sommeren er langt væk.

Dejligt at tage et langt varmt brusebad. Pakke ud og se mig omkring, gå i Irma og købe vin og kød og grønt og soyayoghurt.

Tænkte på det, jeg skrev i går. Tænkte over, hvordan naturen havde beroliget mig. At den er et sted, hvor alting findes og kan benævnes. Kunne jeg ikke få det sådan med min roman? At den var et sted, jeg kunne gå ind og se mig omkring og sætte ord på det, der er?

At den ikke behøver at være et torturkammer.

Doris Lessing – fra The Four-Gated City:

As one puts a hand into hot water, withdraws it, puts it back, gingerly, holds it there, withdraws it – so she worked.

(...)

Then she collapsed, lay unable to move, to feel, to think. But what she had excavated, remained. Small self-contained landscapes, lit with pain, remained. She was able to move in and out of them.

Fandt et par sider frem fra begyndelsen af december. Kunne se jeg kunne arbejde videre med dem.

Så langt så godt.

Nytårsdag

Her starter mit nye liv. Jeg blev sagt op og fritstillet før jul. Det var på sin vis en lettelse, at det sluttede. Efteråret har været barskt. Ikke rigtig noget at lave, fordi alt var sat i bero på grund af manglende finansiering. Direktionen gik rundt den ene mere askegrå i ansigtet end den anden. Løsningsmuligheder som ikke blev til noget.

Altså: Fire måneder med løn. Hvad kan jeg gøre med fire måneder bortset fra at gå rundt og føle mig arbejdsløs? Skrive en roman måske. Skrive min roman. En af mine kolleger sagde det endda: ”Skal du ikke have skrevet din roman færdig?”

Tid er en luksus jeg har sukket efter. Men nu hvor jeg har den ved jeg ikke rigtig. Tanken om at jeg ikke skal sætte mig ind i min bil og køre til Sorgenfri på mandag er meget ubehagelig. Jeg længes efter min hverdag. Mine kolleger. At føle mig kompetent.

Lige nu føler jeg mig inkompetent. Er i sommerhus. Vågnede sent, kunne ikke få liv i brændeovnen. Satte mig til at skrive. Det duede ikke. Blev frustreret, følte en lede ved mig selv og min talentløshed. De 100 sider jeg har skrottet – kunne se det ikke var andet end en slags veludført kitsch. Men formår jeg noget bedre?

Havde lyst til at smadre ting. Besindede mig og gik en tur til stranden. Gik mig ud af hysteriet. Naturen beroligede mig. Snebær, rønnebær. At fyrretræerne var blå i det kolde lys, og at der var limefarvede pletter af mos nede ved klitterne. Vandet var gråt i dag, i går var det blåt, men da var der sol.

Kom hjem og fik ild i brændeovnene. Det hjalp at dreje lidt på spjældet....

Altså. Skal jeg skrive indledningen forfra hver dag i fire måneder?

Godt så. Det nytter ikke at skrive videre og sige – det bliver nok bedre – for det gør det ikke. Det har jeg prøvet.

Brev fra M. før jul. Han skrev: ”Har man overlevet 80’erne, kan man overleve hvad som helst, as you well know.”

Ja. Men gerne mere end blot at overleve....