onsdag den 14. april 2010

Mulighed

Mærkeligt. I dag blev jeg ringet op om en jobmulighed. Det er et halvt års vikariat, og det passer med at jeg får min sidste løn lige om lidt. Jeg har sendt mit cv og hører mere i morgen, om alt går vel skal jeg til samtale på mandag.

Jeg kan mærke på mig selv, at det er på tide at komme ud i verden igen. Jeg mangler noget for at kunne færdiggøre min roman, det er svært at sige hvor meget. Jeg tror det vil være gavnligt at komme i arbejde og få en hverdag ude, og så lade de underjordiske processer gå deres gang og gøre deres arbejde.

Men alligevel blev jeg lidt vemodig og bange. Jeg var glad for mit job i Sorgenfri, glad for mine kolleger, jeg havde en god løn og gode vilkår. Alting føles så usikkert nu.

Jeg har skrevet på del 4, jeg skriver om og skriver om, kommer det nærmere men er ikke helt på plads endnu, slutningen af denne del står mig ikke helt klar. Jeg tror jeg skal lade mig inspirere lidt mere af musik, har nogle biblioteksbestillinger der venter mig på Christianshavn.

Her er dejligt i disse dage. Fuglesang. Solskin. Jeg kommet i gang med at løbe, i dag hele vejen ned til stranden og tilbage igen, det giver velvære at starte dagen med sådan en succesoplevelse. Har siddet ud i tanktop og joggingbukser, læst gamle krimier og slappet af. En miniferie.

I morgen ved jeg om jeg skal til jobsamtale. Meget spændende.