søndag den 18. april 2010

Tilbage i København

Jeg er tilbage i København. Det var nogle gode dage i sommerhus, ro, fuglesang, sidde i liggestol på terrassen i solen og få lidt farve i ansigtet, komme i gang med at løbe.

Jeg fandt ud af hvad jeg manglede i romanen helt konkret. Det havde jeg ikke forestillet mig, men jeg er sikker. Jeg har haft nogle dage hvor jeg ikke rigtig har lavet så meget. Det er som om jeg tager tilløb. Jeg ved at når jeg har skrevet det jeg mangler så har jeg i store træk indholdet på plads. Så skal jeg have færdigbearbejdet del 4 og 5 og så skal jeg arbejde med helheden.

Der er noget skræmmende ved tanken om at kunne se en ende på det. Kan det blive godt nok? Det ved jeg ikke endnu. Der er afsnit jeg mangler at få på plads – døre der mangler at åbne sig. Men gør de nu også det? Sådan har det været indtil nu. Men jeg har også en oplevelse af at jeg snart skal afslutte romanen, at der er ikke er ubegrænset tid, at det er på tide at blive færdig.

Læste nogle af de første indlæg jeg skrev. Lige nu interesserer jeg mig for absolut ingenting. Jeg læser intet, foretager mig intet af betydning, kan slet ikke rumme det. Jeg skriver, eller tænker på det jeg har skrevet, det jeg skal skrive, eller jeg laver ligegyldige ting, ser fjernsyn, læser krimier, går på nettet, ting der ikke forstyrrer min kreativitet. Det er åbenbart sådan det skal være, men det er jo også en mærkelig og kedelig tid, især fordi jeg har skrevet meget lidt de sidste dage, så jeg føler at jeg står i stampe.

Men jeg ved hvad jeg skal. Og jeg har motivationen. Jeg vil gerne se min roman i sin helhed. Jeg har små to uger tilbage af min fritstillingsperiode, i og med at jobmuligheden ikke blev til noget, da kunden fandt ressourcerne internt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg skulle have skrevet et udkast inden 1. maj. Det skal jeg holde.