fredag den 19. februar 2010

Sider, sider, sider

Det vigtigste lige nu er at skrive sider. Bare skrive, skrive, skrive, så jeg får indholdet ned på papiret og kan begynde at bearbejde det.

Og så går alt for meget af dagen alligevel med overspringshandlinger. Yoga fra morgenstunden, bad, te, yoghurt, avis, tænde computer..... åh for resten, der var lige noget jeg skulle tjekke på nettet, og så er formiddagen gået.

Ud at gå tur. Sneen stilnede af, temperaturen vippede mellem plus og minus. Der er stadig masser af sne. I Irma, hjem med Weekendavisen, frokost, læsning. Behageligt men ikke det jeg har brug for.

Kom derfor alt for sent i gang. Tænkte at jeg lige så godt kunne komme i gang med Del 3. Så dukkede der noget op – London. Noget jeg helt havde glemt. Jeg tænkte, det skal da ikke ind her – men nu skriver jeg det. Og det gjorde jeg. Så skulle jeg lave aftensmad, og mens jeg satte fisk i ovnen og kogte ris og ærter kørte det der London ophold rundt i baghovedet. Og det gik op for mig, at det lige netop er indledningen på Del 3, og at jeg kunne se, hvad der så skal ske.

Det var et rigtig godt tegn at jeg fik fat i noget jeg ikke selv havde tænkt på. Nu har jeg en fornemmelse af, hvordan jeg kommer videre. Men jeg skriver simpelt hen ikke nok, og jeg ved det. Jeg har ikke bare travlt, jeg har rigtig travlt hvis jeg skal nå det jeg gerne vil.

I morgen skal jeg til frisøren, så går det meste af dagen med det. Jeg skal ikke desto mindre videre med Del 3 så jeg ikke taber tråden.