Om natten skriver jeg mange sider i tankerne, om dagen går det lidt langsommere, men jeg får skrevet mere og mere for hver dag der går. Det glider når jeg sidder ved computeren, men så snart jeg rejser mig, bliver jeg i tvivl. Jeg føler jeg må følge den tråd, der er, gå ind og dykke ned. Men jeg ved ikke, hvad der skal bruges i sidste ende. Det virker så uoverskueligt.
Jeg har fået nogle gode kontakter på Linkedin – folk jeg ikke har været i forbindelse med længe. Det er godt.
Sidder her og er presset og bekymret, synes der er noget jeg skal have skrevet som jeg ikke fik skrevet i dag, og får jeg det så skrevet i morgen? Har jeg fat det rigtige sted, burde jeg gøre noget andet? Tænker at jeg nok må vænne mig til den bekymring, for den vil være min følgesvend indtil jeg er færdig med min roman. Det er bekymringen der presser mig til at kunne nå lidt mere.
