Det hele er tungt for tiden. Kæmper for at få skrevet, men det er en hård kamp. Jeg har det godt, når jeg sidder ved iBook’en, så det er svært at forstå, at det er så svært at komme i gang, men det er det altså.
I dag og i går har jeg skrevet nogle ungdomserindringer. Første kærlighed. Det gjorde mig ked af det. Det er hårdt at se på alt det, jeg ville ønske, jeg havde kunnet håndteret anderledes. Bedre.
Ude hos mor og far i går og kom så sent hjem, at jeg for første gang i år ikke fik lavet et indlæg. Det understreger bare, at det er tungt lige nu.
Vinteren har bidt sig fast, og charmen er til at overse. Jeg kunne godt have lånt viceværtens skovl og skovlet min bil fri, men jeg kunne ikke overskue at parkere, når jeg kom hjem. Så jeg måtte med metro og tog. Surt.
Jeg havde lovet mor at lave forret og tage nogle småkager med til kaffen. Jeg købte varmrøget laks i Fiskehuset i Holmbladsgade, lavede en forret med laksen, lime, dild, forårsløg, creme fraiche og rosa peber på ristet ciabatabrød fra Lagkagebageren. Og så bagte jeg ingefærsmåkager. Jeg hyggede mig med det, men jeg tror, jeg endte med at blive frustreret over, hvor meget af min tid det tog, og hvor meget der gik fra min skrivetid.
I dag droppede jeg rengøringen, fordi jeg syntes, jeg blev nødt til at skrive igennem. Jeg kan ikke fordrage at være heroppe når der er rodet og nusset, og det er her så, hvilket ikke hjælper på humøret. Det mest frustrerende er, at jeg ikke kan løbe i det her vejr. Det der endorfin rush kunne jeg virkelig bruge lige nu.
Øv, øv og atter øv. Det eneste gode for tiden er, at jeg alligevel kan mærke, at jeg mere og mere er inde i romans sprog og univers, at det glider, når jeg skriver.
