I eftermiddags gik jeg tur ved volden i et lettere mismodigt humør. Himlen var grå. Sneen dalede. Pludselig slog det mig, jamen det er jo fortryllende – magisk. Ro, mange fugle, fuglesang, fordi venlige sjæle har sørger for fedtkugler på træerne og lagt korn i sneen. At det er isvinter netop i år, hvor jeg er hjemme om dagen. Jeg gik alene ved det snedækkede vand, og jeg tænkte, jeg skal nyde dette, dette mellemrum jeg har fået, jeg skal bruge det. Havde netop tænkt tanken, da en ung fyr kom gående imod mig og pludselig, meget elegant, slog en kolbøtte på stien. Som en lille opvisning for mig. Det lignede noget, han længe havde haft lyst til – eller måske endda øvet sig på, stien var jo glat og fin af sne. Fantastisk. Vi smilede til hinanden og gik videre i hver sin retning.
Skrivningen.... Det er bare så svært. Kaos. Rod. Hvad gør jeg... forsøger at skabe sammenhæng, men skal jeg hellere lade det stå usammenhængende som det er? Hvordan skabe et autentisk univers.
Havde ikke tænkt over, at det er vinterferie, så jeg har selskab af underbo & barn, eller sådan føles det, så lydt som her er. Men når sandt skal siges, så snart jeg er optaget af at skrive, registrerer jeg det knap nok.
Drømmen om at hvis jeg knokler vil magien opstå i skriften, jeg vil vide præcis hvad jeg skal, det vil ske af sig selv.
Men jeg er der ikke endnu. Langtfra.
