CV og Linkedin tager tid og opmærksomhed. Det har været grænseoverskridende at sende invitationer til folk. Heldigvis har jeg fået en del søde svar fra folk, jeg har mistet kontakten med, så det har været fint. Men pludselig er jeg på jobsøgning, og så forsvinder fokus fra arbejdet med romanen.
Fik en mail angående projektleder stillingen. Det er ikke lige nu – heldigvis. De vender tilbage. Jeg blev helt desperat ved tanken om at skulle i arbejde allerede nu. Der er så meget jeg skal nå.
Hos W. i dag. Snestorm. Tog metroen til Kgs. Nytorv, gik i Magasin og købte Chanel 505 Particulière, den mest udsøgte muldvarpegrå neglelak. Alle mine negle knækker i kulden, men håbet er muldvarpegråt. Spadserede ad Store Kongensgade mod Østerbro, havde medvind, nød det og reflekterede over, hvordan det ser ud for mig, nu hvor vi er i februar.
Jeg talte med W. om, at jeg har nået mine mål for den første måned, og det er en god følelse. Men det virker skræmmende at jeg nu skal bevæge mig fra ”at komme i gang” med at skrive til ”at være i gang” med at skrive. Jeg skal skrive meget mere end jeg havde forestillet mig, og jeg skal slippe kontrol. Processen og arbejdet skal have lov til at få sit eget liv.
Hvad er det, jeg er ved at skabe? Et kunstværk eller et misfoster?
Any day I may litter puppies
Or mother a horse. My belly moves.
I must make more maps.
Angsten for at få et vanskabt ”barn”. Eller angsten for at få et ”barn” der bare er mit – og som ingen (af samme grund?) kan lide.
Angsten for at processen bliver kaotisk og uoverskuelig. Hvad den måske også bliver. Hvad den også er nødt til at være for at romanen kan blive til noget virkeligt. Noget skabt, ikke noget villet, ikke en fantasi.
Sætte mig og samle det hele til sidst, alle stumperne og stykkerne, se om puslespillet bliver færdigt, alle brikkerne er der. Hvordan det ser ud.
