I går var jeg ked af det. Skrev lidt videre på romandokumentet og blev mere og mere i tvivl. Spurgte mig selv om jeg ville have mod til at skrotte det, beslutte mig for, at jeg ville tage fat et helt andet sted. Det kan jeg blive nødt til, jeg kan ikke blive ved med at slå mig til blods på det her.
Gik rundt om mig selv. Satte mig sidst på eftermiddagen i et mere meditativt humør. Så skrev jeg et digt. Tænkte – hvor kom det lige fra. Tænkte på, om det var det, jeg skulle. I stedet for romanen.
Vågnede om natten og syntes pludselig jeg kunne se indledningen til romanen. Jeg så hovedpersonen, så hvad der skete, hvordan jeg kunne inkorporere nogle af de stumper og stykker jeg har skrevet. Jeg tænkte ok, vi får se.
I dag gik jeg igen rundt om den varme grød. Jeg turde simpelthen ikke skrive det, fordi jeg var så bange for at blive skuffet.
Endelig åbnede jeg dokumentet. Skrev den første side igennem sådan som jeg havde forestillet mig. Synes det fungerede. Printede bare den ene side.
Så skulle jeg til yoga. Det var godt. Roligt og koncentreret. Hjem igen. Turde ikke læse min ene side. Så jeg læste lidt mere Coetzee, ryddede op. lavede mad, spiste.
Nu har jeg læst det. Jeg tænker: måske. I hvert fald er der et spor jeg kan følge.
Har haft det lidt bedre i dag end de sidste dage. Håber det er tegn på at jeg for alvor er ved at være på sporet.
