Lige nu har jeg lyst til at løbe skrigende bort, finde mig et job, bare et eller andet job, så jeg kan komme ud af min lejlighed, få en hverdag sammen med andre mennesker, stå op om morgenen og tage af sted.
Det føles som om den sidste uge har været den værste krise endnu, og jeg holder ikke ud, at jeg ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan kun skrive i korte stræk. Jeg synes ikke, det jeg skriver fungerer kunstnerisk.
I går aftes gik det op for mig, at jeg havde sprunget noget over – jeg manglede at skrive om en lærer, som betød uendelig meget engang. Jeg måtte op af sengen og ind i skrive en lap til skrivebordet for at være sikker på, at jeg huskede det. Jeg var sikker på, at weekendens krise hang sammen med, at jeg undgik at skrive om denne centrale person.
Hele formiddagen gik jeg som katten om den varme grød. Så gjorde jeg rent for dog at få udrettet noget. Det hjælper altid at lave noget praktisk. Ud og gå, i vaskekælderen, til Lagkagehuset efter rugbrød.
Hjem igen og tændt for computeren. Men jeg kunne ikke skrive det jeg gerne ville.
Fik lidt hul på det her til aften, men synes ikke, det fungerer.
Kunne mærke, at jeg måtte slippe det. Videre i teksten. Det syntes jeg heller ikke jeg kunne.
Så kom jeg i tvivl om det hele. Projektet som helhed. Det er bare så hæsligt.
Jeg må kæmpe videre i morgen, hvor jeg også skal se W. og kan få hendes input.
