I går aftes blev jeg ked af det, syntes pludselig at alting hobede sig op. Nok også fordi jeg blev træt, havde måske lavet for meget, yoga og så videre i indre by, ordne forskellige ting og sager.
Jeg sover helt vildt meget i øjeblikket. En reaktion på min situation, sikkert også resterne af pandehulebetændelsen der trætter mig.
Vågnede nogle gange i løbet af natten, kunne høre, hvordan det stormede. Udenfor ligger sneen i driver, snerydningen kan slet ikke følge med, vejbanerne er beigefarvede, rabatterne beskidte. Gik en tur ved volden, sneen var som kold flormelis, dejlig at trampe i.
Satte mig til at skrive. Det er de her barndomserindringer der kalder på mig lige nu. Ved ikke hvor meget af det der skal med i romanen, men jeg skal skrive dem, bare skrive det hele ned, tømme mig for dem så jeg kan gøre mig fri til det næste.
Kan mærke at skrivningen er ved at komme rigtigt i gang nu. Som et tog der holder ved perronen. Vil jeg med – så er det nu. Vil jeg ikke med – så står jeg ved perronen og ser det køre, så taber jeg tråden, og jeg ved ikke, hvornår jeg finder den igen. Så det er uendelig vigtigt at holde dampen oppe nu.
Jeg skal skrive meget. Skrive hver dag og skrive meget. Ellers når jeg ikke det, jeg har sat mig for.
