1 1/2 time med romandokumentet åbent, det er, som om koncentrationen glipper, jeg flytter mig et andet sted hen mentalt.
I går blev det ikke til ret meget og i dag altså heller ikke. Det jeg har lavet – sov længe. Te og avis. Fik muget ud, og det var tiltrængt. I det øjeblik jeg var færdig med rengøringen, havde været i bad, vasket hår og lavet frokost, begyndte de at bore nedenunder. Jamen det kunne jeg have sagt mig selv. Den nye lejer er vist flyttet ind, det går sådan set ok, jeg håber bare ikke der er et eller andet kæmpe musikanlæg der endnu mangler at blive monteret. Jeg havde tænkt mig at jeg ville tænde for computeren og prøve at komme i gang, men jeg kunne ikke være i stuen.
Jeg lagde mig ind i soveværelset, jeg var træt ovenpå rengøringen, selv om pandehulebetændelsen er på retur. Faldt i søvn og vågnede med et sæt ved 17-tiden. Havde set nogle jobopslag i Søndagspolitiken som jeg skulle se nærmere på, så gik der noget tid med at gå på nettet, finde jobannoncer, printe dem. Spekulere over min jobsituation, hvor svært det bliver at finde et job. Om jeg finder noget der bliver godt.
Og så var klokken mange.... spaghetti carbonara.
Hanne Ørstavik:
Og det er den vippe, den vippe det gælder, alt sammen. Skrive eller ej, vågne, stå op. Eller ej. Om du læner dig mod, falder ind og bliver der, inde, stum, eller om du alligevel må ud, skal ud, vil. Vil det, en gang til, i hvert fald forsøge. Vil og vil og vil.
Ja.
Så jeg forsøger. Og er bange. Og ikke stolt af mig selv. Så små skridt. Kan slet ikke se nogen sammenhænge endnu og ved ikke engang, om noget af det kan bruges. Jo, det tror jeg, men hvor meget, og hvor fører det hen.
Tænker at nu skal jeg prøve at få en reel arbejdsuge i den kommende uge. Stå tidligt op og gå i gang. Se hvordan det føles. Om jeg kan nå længere.
