torsdag den 14. januar 2010

Ro


Vågnede og følte mig sløj. Har ondt i halsen. Det gjorde ikke humøret bedre. Det er svært at skriveprocessen er så skrøbelig og usikker. Jeg har endnu ikke rigtig fat og ved ikke, om jeg får det. Jeg føler mig alene og ked af det.

Jeg ved, at det er rigtigt for mig at bruge min tid og mine kræfter på at komme ind i min roman nu. Men jeg kan godt blive i tvivl og tænke på, om ikke jeg skulle være jobsøgende for fuld hammer. Hvad nu hvis det ikke lykkes, hvis jeg bruger tiden på ingenting, mens mine kompetencer ruster.

Måtte have fat i Roethke:

I shook the softening chalk of my bones,
Saying,
Snail, snail, glister me forward,
Bird, soft-sigh me home,
Worm, be with me.
This is my hard time.

Gik rundt om mig selv og computeren i et par timer. Kom endelig i gang. Så skete der det, at jeg for en kort stund blev så optaget af det, jeg skrev, at jeg helt fortabte mig i det.

Det var sådan en god oplevelse, og det gav mig en fornemmelse af, at det vil være muligt at komme ind i et godt flow.

Skulle købe ind og gik i Døgn Netto via volden. Der var glat at gå, sneen er ikke ryddet. Blev overrasket over at se, at der var folk ude at løbe. Jeg fik lyst til at komme i gang, og det vil jeg, så snart det ikke er frostvejr.

Kom hjem. Er sløj. Håber ikke jeg har feber. Tager den med ro.

A lively understandable spirit
Once entertained you.
It will come again.
Be still.
Wait.