Her starter mit nye liv. Jeg blev sagt op og fritstillet før jul. Det var på sin vis en lettelse, at det sluttede. Efteråret har været barskt. Ikke rigtig noget at lave, fordi alt var sat i bero på grund af manglende finansiering. Direktionen gik rundt den ene mere askegrå i ansigtet end den anden. Løsningsmuligheder som ikke blev til noget.
Altså: Fire måneder med løn. Hvad kan jeg gøre med fire måneder bortset fra at gå rundt og føle mig arbejdsløs? Skrive en roman måske. Skrive min roman. En af mine kolleger sagde det endda: ”Skal du ikke have skrevet din roman færdig?”
Tid er en luksus jeg har sukket efter. Men nu hvor jeg har den ved jeg ikke rigtig. Tanken om at jeg ikke skal sætte mig ind i min bil og køre til Sorgenfri på mandag er meget ubehagelig. Jeg længes efter min hverdag. Mine kolleger. At føle mig kompetent.
Lige nu føler jeg mig inkompetent. Er i sommerhus. Vågnede sent, kunne ikke få liv i brændeovnen. Satte mig til at skrive. Det duede ikke. Blev frustreret, følte en lede ved mig selv og min talentløshed. De 100 sider jeg har skrottet – kunne se det ikke var andet end en slags veludført kitsch. Men formår jeg noget bedre?
Havde lyst til at smadre ting. Besindede mig og gik en tur til stranden. Gik mig ud af hysteriet. Naturen beroligede mig. Snebær, rønnebær. At fyrretræerne var blå i det kolde lys, og at der var limefarvede pletter af mos nede ved klitterne. Vandet var gråt i dag, i går var det blåt, men da var der sol.
Kom hjem og fik ild i brændeovnene. Det hjalp at dreje lidt på spjældet....
Altså. Skal jeg skrive indledningen forfra hver dag i fire måneder?
Godt så. Det nytter ikke at skrive videre og sige – det bliver nok bedre – for det gør det ikke. Det har jeg prøvet.
Brev fra M. før jul. Han skrev: ”Har man overlevet 80’erne, kan man overleve hvad som helst, as you well know.”
Ja. Men gerne mere end blot at overleve....
