Drøm i nat. Jeg skal se W. Jeg er i god tid, jeg er i så god tid, at jeg går derfra, synes ikke, jeg bare vil sidde og vente. På Hovedbanegården – hvad laver jeg der? Husker det ikke, men pludselig ser jeg på uret, klokken er ved at være over hel. Jeg skynder mig tilbage og går ind. W. siger: ”Vi er ikke færdige endnu”, og det går op for mig, at der ligger en anden på briksen. Den er dækket af tyl, tyl fra loftet som en himmelseng. Jeg skynder mig brødebetynget ud. Jeg ved, at det er helt uacceptabelt at forstyrre på den måde.
Briksen.... i drømmen var den som en vugge, men med alt det tyl var den også som en brudekjole.
Hovedbanegården... i går aftes så jeg Julia Butschkow fortælle om sin roman Apropos Opa, hvor hovedpersonen arbejder hos en urmager på Hovedbanegården. Pointen er at hendes eget liv er sat i stå.... jeg tænker på Dickens’ Miss Havisham, som standsede alle urene i sit hus, da det på bryllupsdagen gik op for hende, at hendes udkårne ikke elskede hende. Hun tog aldrig nogen sinde sin brudekjole af, lod bryllupskagen stå på bordet.
Miss Havisham, som planlagde en ondsindet hævn der gik frygteligt galt med stakkels Estella som redskab.
Sorg og misundelse. De evige temaer.
Skrev intet i går. I dag var også hård, men jeg kom dog i gang og fik skrevet et portræt. Det hjalp noget. Det føles som om alt der på nogen måde er fiktion og i det hele taget alt plotdrevet er bandlyst.
Aften... læste videre i Hanne Ørstaviks Kaldet – romanen. Den forekommer mig så manieret i forhold til hendes tidligere bøger, og så kan jeg alligevel mærke, at det virker – journalisten der kalder sig Bill, hendes pink mohairsweater, de to kvinder der spiser syltetøj af krukkerne.
Jeg læste som altid mens jeg spiste:
Jeg spiser det samme til aften hver dag, omkring klokken fem. Jeg river en halv rødbede og en gulerod, nogle skefulde bønner fra en skål, resten sætter jeg i køleskabet til dagen efter. En avocado og en skive groft brød til. Varm te. Så der er noget varmt. Over salaten en skefuld olie og lidt salt, jeg sætter peberkværnen på bordet.
Sultekunstneren, der triumferende og ængsteligt viser sit salatblad frem.
Tænker jeg, der nød rødvin, andebryst og appelsinsalsa.
Jeg hørte engang et interview med Marguerite Duras, hvor hun sagde, at kvinder skal lave mad til andre. Det er vigtigt.
Jeg forstår hendes pointe på mange niveauer.
Miss Havisham med sin indtørrede bryllupskage.
Detox dit liv eller lav mad, som om du skal dele det med nogen. Er forskellen den samme, hvis du spiser alene?
Briksen.... i drømmen var den som en vugge, men med alt det tyl var den også som en brudekjole.
Hovedbanegården... i går aftes så jeg Julia Butschkow fortælle om sin roman Apropos Opa, hvor hovedpersonen arbejder hos en urmager på Hovedbanegården. Pointen er at hendes eget liv er sat i stå.... jeg tænker på Dickens’ Miss Havisham, som standsede alle urene i sit hus, da det på bryllupsdagen gik op for hende, at hendes udkårne ikke elskede hende. Hun tog aldrig nogen sinde sin brudekjole af, lod bryllupskagen stå på bordet.
Miss Havisham, som planlagde en ondsindet hævn der gik frygteligt galt med stakkels Estella som redskab.
Sorg og misundelse. De evige temaer.
Skrev intet i går. I dag var også hård, men jeg kom dog i gang og fik skrevet et portræt. Det hjalp noget. Det føles som om alt der på nogen måde er fiktion og i det hele taget alt plotdrevet er bandlyst.
Aften... læste videre i Hanne Ørstaviks Kaldet – romanen. Den forekommer mig så manieret i forhold til hendes tidligere bøger, og så kan jeg alligevel mærke, at det virker – journalisten der kalder sig Bill, hendes pink mohairsweater, de to kvinder der spiser syltetøj af krukkerne.
Jeg læste som altid mens jeg spiste:
Jeg spiser det samme til aften hver dag, omkring klokken fem. Jeg river en halv rødbede og en gulerod, nogle skefulde bønner fra en skål, resten sætter jeg i køleskabet til dagen efter. En avocado og en skive groft brød til. Varm te. Så der er noget varmt. Over salaten en skefuld olie og lidt salt, jeg sætter peberkværnen på bordet.
Sultekunstneren, der triumferende og ængsteligt viser sit salatblad frem.
Tænker jeg, der nød rødvin, andebryst og appelsinsalsa.
Jeg hørte engang et interview med Marguerite Duras, hvor hun sagde, at kvinder skal lave mad til andre. Det er vigtigt.
Jeg forstår hendes pointe på mange niveauer.
Miss Havisham med sin indtørrede bryllupskage.
Detox dit liv eller lav mad, som om du skal dele det med nogen. Er forskellen den samme, hvis du spiser alene?
