I går aftes tænkte jeg over, hvordan jeg prioriterer min tid bedst. Jeg skal helst ud af lejligheden en gang om dagen. Gå eller cykle en tur, gå i Irma eller Netto. Men jeg skal helst ikke ud af lejligheden mere end en gang om dagen. Det stresser og forvirrer mig. Jeg har brug for lange stræk heroppe for at få den dybe kontakt med min indre verden.
Jeg lever med andre ord det mest kedelige liv, man kan forestille sig. Sådan er der nok mange, der ville se på det. Jeg kunne gøre hvad som helst, rejse, videreuddanne mig, opleve verden. Men det eneste jeg vil er at være her og skrive.
Är du ensam
så var det!
Du kommer att få stort sällskap
omsider.
Her til formiddag kom jeg i gang. Det føltes roligt og koncentreret, jeg mærkede hvor jeg skulle hen, skrev lidt om hendes arbejde og nogle barndomserindringer.
Så er det som om jeg bliver bange når det skrider fremad. At jeg bremser mig selv lidt – kom nu ikke for godt i gang.
Jeg gik en tur ved middagstid. Frostklar blå himmel. Kan ikke mindes at have oplevet så meget sne på Christianshavn. Gik en tur ved volden. Havde glemt hvordan sneen knaser når den er frisk og dyb. Beskidte driver langs kørebanen på Torvegade. Ingen sne på træerne. Solen havde smeltet den.
Irma, bibliotek, hjem, frokost. Sove til middag. Ville skrive videre men kom ikke i gang. På nettet. Martin Amis sviner Coetzee til. Jan Kjærstad sviner Karl Ove Knausgård til. Tænker over hvordan Coetzee arbejder med det selvbiografiske. Vil gerne læse Knausgård. Tænker over hvad jeg selv gør, hvad der virker, hvad der ikke virker. Det må gøres indefra og ud.
Har lånt sidste bind af Coetzees erindringer, skal være færdig med Hanne Ørstavik, inden jeg går i gang.
I aften vil jeg gense The Man Who Fell to Earth. Har ikke set den siden jeg var teenager. Har en idé om, at jeg kan bruge den.
