I dag var første hverdag, hvor jeg ikke skulle på arbejde. Havde sat clockradioen til kl. 8 og blev vækket af nyhederne som jeg plejer at høre på vej over Knippelsbro, eller på vej over Kgs. Nytorv, eller på vej mod Trianglen. Jeg ved, hvordan det ville have været. Sneen der lyser i mørket. Lyngbyvejen som to lange bånd, et hvidt og et rødt, efter Hans Knudsens Plads. Op i femte gear og derudaf i overhalingsbanen.
Meget mærkeligt at stå i mit køkken tyve minutter over otte, lytte til børnene nede i skolegården og tænke, nu plejer jeg at dreje ind på parkeringspladsen, nu plejer jeg at gå ind i køkkenet, sige godmorgen til Christina og sætte vand over til te.
Holder fast i rutinerne. Gå i bad, klæde mig på, lægge makeup. Tænde for computeren. Og så faldt der pludselig ro over mig. At jeg har tid. At jeg kan fordybe mig. Fandt de par sider frem fra i forgårs. Kan se, at jeg kan gøre noget ved dem. At jeg kan gøre den tid og det rum levende. Går lidt rundt om det. Er bange for at blive skuffet. Bange for at det ikke vil lykkes. Men har en følelsesmæssig kontakt med stoffet.
The small birds converge, converge
with their gifts to a difficult borning.
The small birds converge, converge
with their gifts to a difficult borning.
