Klokken er næsten seks, jeg vågnede med et sæt lige før og opdagede, at jeg var faldet i en dyb søvn. Havde lige lagt mig i 10 minutter for at samle mig, og pludselig var der gået en time. Hvad drømte jeg? Noget med et brusebad, noget med at passe nevøerne, men der var også en pige, en stor pige, mit håndklæde var drivvådt.
Har endnu ikke fået skrevet noget i dag. Jeg forstår ikke helt, hvad der skete. Stod halv sent op, stadig plaget af denne pandehulebetændelse eller hvad det er. Tændte for computeren. Åbnede romandokumentet. Synes jeg skulle på nettet og så er fanden jo løs. Der er uanede mængder af ting, jeg lige skal tjekke op på. Det er sådan set i orden, ikke mindst da jeg fik bestilt noget musik på biblioteket, som jeg skal bruge til research. Men det er ikke i orden at bruge min skrivetid på det.
Så krævede hverdagen mig på forskellig vis, eller det bildte jeg mig i al fald ind, at den gjorde. Fik vasket, besluttede mig for at jeg var for sløj til at gøre rent, gik en tur, var i Brugsen og Irma.
Langt om længe fik jeg spist sen frokost og tændte igen computeren. Og brugte tid på ingenting. Jeg fik åbnet dokumentet med romanen, men kom ikke i gang.
Jeg faldt over en artikel på The Observer’s hjemmeside – en af mine yndlings spild-af-tid sites. Den er skrevet af en forfatter, der hedder A.L. Kennedy. Jeg kender hende ikke, men hendes betragtninger over det at komme i gang med en ny bog var ret skønne:
A long project is, as you will realise, a massive and potentially ludicrous commitment of time and enthusiasm which could come apart in your hands at any moment, could promise wonders, cough twice and then turn into ashes and sand at the end of three years' preparation and one year's labour.
Hun er sygdomsramt som mig, hvilket åbenbart bare er en del af det at komme i gang. Hun beskriver rædslerne ved denne del af processen, eksempelvis:
I suddenly feel I have exactly the emotional tone and progression for the opening section, it is exciting, clear and inviting: I reach the page and it all veers off somewhere horrible and leaden while I get overly concerned about a tiny and possibly irrelevant description ...
Fortæl mig lige noget, jeg ikke har oplevet!
Og så rammer hun i plet med dette gode råd:
A greater part of writing than you might suppose relies upon the writer ignoring or temporarily setting aside a whole circus troupe of ugly fears and just typing in spite of them.
Tjaeh. Der er ingen vej uden om. Bare se at komme i gang.
Hele artiklen kan læses her
Har endnu ikke fået skrevet noget i dag. Jeg forstår ikke helt, hvad der skete. Stod halv sent op, stadig plaget af denne pandehulebetændelse eller hvad det er. Tændte for computeren. Åbnede romandokumentet. Synes jeg skulle på nettet og så er fanden jo løs. Der er uanede mængder af ting, jeg lige skal tjekke op på. Det er sådan set i orden, ikke mindst da jeg fik bestilt noget musik på biblioteket, som jeg skal bruge til research. Men det er ikke i orden at bruge min skrivetid på det.
Så krævede hverdagen mig på forskellig vis, eller det bildte jeg mig i al fald ind, at den gjorde. Fik vasket, besluttede mig for at jeg var for sløj til at gøre rent, gik en tur, var i Brugsen og Irma.
Langt om længe fik jeg spist sen frokost og tændte igen computeren. Og brugte tid på ingenting. Jeg fik åbnet dokumentet med romanen, men kom ikke i gang.
Jeg faldt over en artikel på The Observer’s hjemmeside – en af mine yndlings spild-af-tid sites. Den er skrevet af en forfatter, der hedder A.L. Kennedy. Jeg kender hende ikke, men hendes betragtninger over det at komme i gang med en ny bog var ret skønne:
A long project is, as you will realise, a massive and potentially ludicrous commitment of time and enthusiasm which could come apart in your hands at any moment, could promise wonders, cough twice and then turn into ashes and sand at the end of three years' preparation and one year's labour.
Hun er sygdomsramt som mig, hvilket åbenbart bare er en del af det at komme i gang. Hun beskriver rædslerne ved denne del af processen, eksempelvis:
I suddenly feel I have exactly the emotional tone and progression for the opening section, it is exciting, clear and inviting: I reach the page and it all veers off somewhere horrible and leaden while I get overly concerned about a tiny and possibly irrelevant description ...
Fortæl mig lige noget, jeg ikke har oplevet!
Og så rammer hun i plet med dette gode råd:
A greater part of writing than you might suppose relies upon the writer ignoring or temporarily setting aside a whole circus troupe of ugly fears and just typing in spite of them.
Tjaeh. Der er ingen vej uden om. Bare se at komme i gang.
Hele artiklen kan læses her
