Så var det jeg indså, at der kun er én vej frem. At skrive hver dag.
Det betyder at trodse angsten hver dag.
Drøm i nat: Jeg er i sommerhus. Det er nat. Jeg vågner og rejser mig, jeg er nøgen og vil trække gardinet for. En lyskegle fra en bil oplyser rummet. Jeg går udenfor. Det er dag. Nogen har gang i et byggeprojekt ved siden af og har parkeret på vores grund. De har også læsset grus og sand af hos os, der ligger et mindre bjerg, grunden er fuldstændig hærget. Små fyrretræer stukket ned i bakkerne. Jeg tænker, at jeg må ringe til far, han må tage affære. Så går det op for mig, at far er gammel, han vil ikke kunne hamle op med naboen.
Vågner og er bange. Falder i søvn igen. Sover ubegribeligt meget for tiden. Sover og dagdrømmer.
Gjorde rent fordi jeg vil holde fast i rytmen – tøjvask og rengøring i weekenden, ellers går hverdagen op i praktik.
Mødte underbo på vej ind, da jeg var på vej ud – sammen med en pige. Ny kæreste? Logerende? Hun så sød ud. Larm nedenunder nu, boremaskine i gang.
Satte VU 2 på og satte mig til at skrive. Den musik er helt rigtig til mig nu.
Candy says I’ve come to hate my body
And all that it requires in this world
Ikke fordi jeg hader min krop. Jeg tænker på min ungdom. (Maybe when I’m older....)
Så skrev jeg. Og det ligner ikke noget der kan bruges til noget, men jeg havde en følelsesmæssig kontakt med det jeg skrev.
