Har intet skrevet på romanen i dag. Fuldstændig underdrejet af forkølelse.
Tiden smuldrer. Har det som om jeg er alene på en fremmede klode isoleret fra resten af verden.
Tænker at jeg vil i gang med jobsøgningen, at jeg skal have lavet mit cv færdigt. Kan ikke holde ud at gå rundt heroppe med hestehale og uden makeup i lag på lag af sweatre og trøjer mod kulden. Savner neglelak, læbestift, høje hæle. Savner at være på og blive set.
Orkede ikke engang rigtig at læse. Fandt gamle kendinge frem.
Sylvia Plath:
Dawn came, black and white graying into a frozen hell. I couldn’t relax, nap, or anything. This was Friday, the worst, the very worst. Couldn’t even read, full of drugs which battled and banged in my veins. Everywhere I heard bells, telephones not for me, doorbells with roses for all the other girls in the world. Utter despair. Ugly, red nose, no force. When I was psychically saddest, crash, the sky falls in and my body betrays.
En grå dag. Sneen er ved at forsvinde. Triste gamle rester ligger tilbage. Den bedste tid var mellem 16 og 17, hvor vinduerne i bygningen overfor blev gyldne af lys, murstenen glødede, himlen var blå.
Da jeg hverken kunne sove eller læse, og der ikke var noget jeg gad se i fjernsynet, så jeg Doris Day og Rock Hudson på dvd. Nescafé med minimælk og økochokolade. Tidsfordriv.
I morgen skal blive en produktiv dag. Det er for hæsligt og nedbrydende at spilde en dag som jeg gjorde det i dag.
