Tidligt op og til læge. Det forstyrrede min dag. Jeg var hjemme igen allerede halv ti, men det var svært at tage tråden op.
Hos lægen: ikke rigtig noget at bemærke, hvad jeg nok selv mente. Skal på laboratoriet i Pilestræde og have taget en blodprøve, fordi sygeplejersken ikke kunne finde ud af at tage den. Jeg sagde det til hende, jeg siger det altid – mine blodårer er ekstremt tynde – men de tror ikke på det indtil de sidder og roder rundt med kanylen. Jeg følte mig sårbar, det mindede mig om min barndom, hvor jeg var for tynd og skulle til kontrol, og der altid var nogen der rodede rundt i min arm med en nål, hvis ikke der var nogen der rodede rundt i min mund med et stålinstrument.
Tiden som en frygtelig elastik: denne dag er såaaa lang og vupti, se lige hvor mange der er gået, og hvor få der er tilbage.
Satte mig til at skrive. Skrev noget jeg har skrevet før men på en anden måde, hvilket langt fra er nogen garanti for at det virker. Men det føles anderledes.
Det gik langsomt.
Jeg tænker at jeg skal være tålmodig, men det er svært.
Jeg tænker på, at jeg aldrig har kunnet holde ud at være hjemme. De perioder hvor jeg har skullet det har aldrig været gode. Den opgave jeg har sat mig selv på, kan jeg fuldføre den?
Det vil jeg. Jeg må være tålmodig lidt endnu.
Der skete det i dag, at jeg kunne mærke, at jeg var der i den tid for længe siden. Alle mulige detaljer dukkede op. Stemninger og følelser.
Det forvirrede mig, for skal alle disse detaljer med? Nej, sådan er det jeg skriver nu slet ikke. Men er det forkert? Det føles, som om jeg skal gøre det, jeg gør. Men der er ingen garantier for, at jeg gør det rigtige.
