Jeg kørte ud til Haraldsgadekvarteret i formiddags. Det var begyndt at sne, hvilket var meget passende, for det var nogle kolde vintre dengang jeg kendte det sted godt.
Parkerede og gik omkring. Meget er forandret, alt er blevet mere utilgængeligt med dørtelefoner, gitre og afspærringer. Men meget lignede sig selv.
Det er et trist kvarter. I sin tid sandsynligvis et ordentligt, småborgerligt kvarter, men i dag som for 30 år er det hullede gader, nedslidte huse og gamle mennesker. Og så det grimme 1970’er byggeri midt i det hele.
Jeg tænker, at der nok er et andet liv i weekenderne, når folk har fri. Men der er ikke noget, der er smukt derude. Der er trøstesløst. Jeg havde slet ikke lyst til at tage billeder.
Jeg gik rundt og kiggede. De fleste af butikkerne var nye. Det var koldt og det sneede. Jeg var tørstig, jeg skulle tisse, jeg så mig om efter en café, men fandt ingen, og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at blive. Jeg tænkte – lad mig komme ind i min varme bil, lad mig komme hjem til Christianshavn, lad mig komme tilbage til mit liv.
Så kom jeg hjem. Satte mig til at skrive. Der var nogle ord som fangede min opmærksomhed. Stærke ord fra gaderne i kvarteret.
Ved ikke lige, hvordan jeg skal bruge dem.
Havde en ked-af-det stund. Fordi jeg synes der er så stor usikkerhed om romanen, selv de mest elementære beslutninger er ikke rodfæstede, det hele kunne forsvinde som dug for solen og vise sig at være en illusion.
Vil jeg det nok? Kan jeg det?
Nu vil jeg skrive lidt videre, se lidt på de stærke ord, tænke om der er andre stærke ord.
