Hos W. i dag. Vi talte om tyl drømmen. Vugge og brudekjole... nej, jeg skal ikke have børn, og jeg ser ikke lige mig selv som hvid brud. Vi talte om mine drømme, mine mål, om at tage tiden alvorligt, at jeg sørger for at nå det jeg skal.
Tog derfra og syntes, det havde været en god samtale. Følte mig stærk. Kom hjem og lavede wokmad med anderester og masser af grøntsager. God mad. Tænkte videre over vores samtale, over hvordan jeg når det jeg skal mens jeg er fritstillet. Og så blev jeg pludselig så ulykkelig at jeg satte mig til at stortude. Synes ikke livet handler om andet end alt det jeg drømte om, der ikke er lykkedes.
Efter at have grædt følte jeg at jeg var i kontakt med mig selv, om end det var en smertefuld kontakt. Det er mig. Det er, hvad jeg føler. At jeg er ked af det, men at der også er ting jeg gerne vil. Mål jeg vil sætte mig.
Jeg talte også med W. om, at jeg altid har en konkret læser i tankerne, når jeg skriver for alvor. Sådan har det altid været. Da jeg var barn, da jeg var ung og i dag. Da jeg var barn var det min lærer som jeg elskede og forgudede, senere har det været mænd der har betydet noget for mig. Har betydet meget for mig.
Så er der pres på. Det skal være godt, for det er ikke hvem som helst, der skal læse mine ord.
Forestillingen om den andens blik. Den andens blik der læser.
Lysten til at åbne mig. At blivel læst som en åben bog. Men en åben bog med hemmeligheder, faldgruber, overraskelser.
Forestillingen om at blive læst. Nydelsen i den andens blik. Den læsendes blik. Nydelsen ved at se den anden se.
Angsten for at blive læst med ligegyldighed. En angst der kan gøre skrivningen ond, gøre skrivningen til en straf. Straffen for at der ikke er kærlighed nok.
Eller skammen over begæret efter nydelsen ved den andens nydelse. En skam der kan sætte skrivningen i stå.
Tankerne om at blive læst gjorde jeg mig da jeg vågnede her til morgen. Derfor satte jeg mig til at skrive dem ned, så jeg ville huske dem til W. og til bloggen. Det var en rigtig dårlig idé, for der gik for meget tid med det, og det var svært at komme i gang med romanen bagefter. Jeg havde fået en idé til en scene jeg gerne ville skrive mens jeg spiste morgenmad, men da jeg endelig nåede frem til den, gik det trægt.
Gik en tur i vintersolen midt på dagen og så lykkedes det at få skrevet scenen. Synes ikke det blev særlig godt, men det er bedst at få tingene skrevet og ud af tankerne så jeg kan tage hul på det næste.
Hører John Cales Fear som jeg har lånt på biblioteket. Har ikke hørt den siden jeg var teenager og lånte den 1 mio. gange på Birkerød Musikbibliotek. Den er fantastisk! Var vild med den dengang men havde glemt hvor fed den af. Den vil jeg eje.
